08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Golan-højderne til Syrien - måske

Golan-højderne til Syrien - måske

Fredag, 08. december, 2006, 00:00:00

Baker og Hamilton vil give Syrien de vigtige Golan-højder tilbage, men Israel reagerer som om intet bliver ændret

'USA kan ikke opnå sine mål i Mellemøsten uden direkte at gøre noget ved den arabisk-israelske konflikt og den regionale ustabilitet. Der må komme en fornyet og sammenhængende indsats fra USA`s side for at skabe en sammenhængende arabisk-israelsk fred på alle fronter: Libanon og Syrien og en to-statsløsning mellem Israel og Palæstina.'
Sådan lyder det i indledningen til Baker-Hamilton rapporten, som blev afleveret til Det Hvide Hus, til politikerne og til offentligheden natten til i går.
Rapportens forfattere konstaterer, at der ikke findes en militær løsning på konflikten, og tilføjer, at USA aldrig vil svigte Israel.
Blandt rapportens mange anbefalinger handler anbefalingerne 13 til 17 om den arabisk-israelske konflikt, og det er ganske epokegørende anbefalinger:
* Israel skal aflevere Golan-højderne, som blev besat efter krigen i 1967, til Syrien. USA lover Israel en sikkerhedsgaranti og eventuelt udstationering af soldater langs grænsen mellem Israel og de militærstrategiske Golan-højder.
* Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338 om Israels pligt til at rømme alle besatte områder på Vestbredden og i Gaza samt et hjørne af Libanon skal overholdes.
Anbefalingerne lægger op til at Israel og Palæstina skal indgå en fredsaftale under overskriften 'land for fred'...og udlagt således at Israel skal få fred og palæstinenserne skal have den jord, som i dag er besat.
Den israelske regering er tilsyneladende ikke foruroliget over de dramatiske anbefalinger, skriver Financial Times. Der er ingen forventning om at præsident Bush vil følge anbefalingerne i rapporten.
Talsmænd i Tel Aviv har tillid til, at Washington hverken vil lette sit pres på Iran i sagen om landets atomprogram eller øge presset på Israel i forhold til palæstinenserne for at vende krisen i Irak, skriver avisen.
Israel har fælles interesser med Washington og sunnimuslimske regionale stater, som deler frygten for Iran som en regional stormagt, lyder analysen.
Også Israels vicepremierminister Simon Perez tager Baker-Hamilton rapporten med sindsro:
- Det vi ser her er ikke en ændring af politikken, men en ny tid, som på en række fronter vil præsentere nye aktører og organisationer.
I fællesskab har Bush-administrationen og Olmert-regeringen henstillet til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, at han opløser den palæstinensiske regering og afholder valg til en ny regering.
Det er i modsætning til forsøgene på at skabe en national samlingsregering, som Abbas flere gange er blevet presset til at afvise. Det er en politik, som kan udløse voldsomme interne konflikter blandt palæstinenserne, som for mindre end et år siden ved et fuldt demokratisk valg stemte Abbas` Fatah-parti ud af regeringskontorerne og Hamas ind.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. dec. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland