- For at være helt ærlig så ville jeg hellere have været skudt end at blive udleveret til SS-officeren. Men jeg blev så slæbt med, og nåh jah, du ved, hvad de gjorde ved os, siger Otto Plasil

af Erik Pedersen
Som én af de yngste Spaniensfrivillige deltog den dengang 15 -årige østrigske jøde Otto Plasil fra starten af den spanske borgerkrig. Han begynder sin fortælling hjemme i Østrig:
- Min familie havde dybe rødder i socialismen. Jeg er vokset op med det østrigske Socialdemokrati, og var medlem af deres ungdomsorganisation, 'Die Rote Falken'. De var lidt kedelige, så jeg blev Ungkommunist og allerede fra 1934 meget aktiv, fortæller Otto Plasil.
- Det år var der opstand i Østrig, hvor den konservative kansler Engelbert Dolfuss blev skudt af nazistiske agenter. Politikorpset 'Heimwehr' foretog husundersøgelser, og det blev hurtigt farligt for os kommunister. Det lykkedes at få smuglet en del kammerater ud af Østrig og sendt til England, men i partiet diskuterede vi, hvad vi nu skulle gøre.
- Vil I til Spanien, blev vi spurgt, så da partiet betalte rejsen, tog både min far og jeg i 1936 via Schweiz til Paris under dække af at ville arbejde på Verdensudstilingen.
I Paris de installeret på et hotel og efter et par uger blev de sendt til Perpignan. Ger blev de i alt 150 spaniensfrivillige indlogeret på et hotel.
- Dagen efter tog vi på 'udflugt', det vil sige at spanske 'smuglere' fik os over Pyrenæerne og videre til Figueras. Herfra blev vi kørt til Barcelona, hvor vi blev mødt af den italienske anarkist Durruti. Efter et par dage blev vi sendt til Albacete.

Træningslejren i Albacete
- Selve kasernen bestod af et lille hospital, et tøj- og våbendepot - resten var telte, hvor vi sov. Hver morgen stillede vi op til fanehejsning, derefter var der morgenmad, og ellers brugte vi den lille uges tid i Albacete med træning i våbenbrug.
Otto Plasils erfaringer med skydevåben stammede fra den årlige markedsfest hjemme i Østrig, men noget større kendskab - det havde han ikke.
- Træningen var ret professionel, men det gik meget stærkt. De Internationale Brigader fandtes ikke på det tidspunkt, så langt de fleste i lejren var spaniere, som vi i øvrigt ikke kunne forstå, og efter en uges tid blev vi så sendt ud til fronten.
Otto Plasils første slag var i Sierra Nevada, som var et område, hvor det var vanskeligt at orientere sig. Desuden var det i vinteren 1936, så bjergene var dækket af sne og de hundefrøs i deres tynde uniformer.
- Egentlig kan man ikke tale om et rigtigt slag, for vi vidste ikke, hvor fjenden befandt sig . Vi for rundt og ledte, og stødte vi på fjenden, kom det til skyderi. I begyndelsen havde min gruppe et vandafkølet maskingevær på gummihjul. Når det løb tør, måtte vi pisse i det, så det ikke blev for varmt ! '

Ilddåben
Efter sit første slag blev Otto Plasil sendt tilbage til Albacete, hvor han blev overflyttet til samaritertjeneste. Som knap 16-årig kom han ud for følgende oplevelse:
- Som samarit havde jeg et meget vigtigt hverv. Min 'ilddåb' var noget af det mest forfærdelige, jeg har oplevet: Det var en spion, der skulle henrettes, og bagefter skulle jeg kontrollere, om han nu var død.
- Han blev altså skudt og jeg gik hen for at se til ham. I lommen havde han et etui til en fyldepen. Da jeg åbnede det, var der en sprøjte inden i af den slags, man brugte til morfin, men den var tom. Det var nok derfor, han bare havde grinet, da de henrettede ham.

De Internationale Brigader
De franske myndigheder havde tidligt lukket grænsen mellem Spanien og Frankrig. Mange af de skibe, der skulle bringe våben til republikanerne, blev sænket af italienske krigsskibe - formodentlig fordi den italienske spionage var særdeles omfattende. De vidste helt præcist hvilke skibe, som smuglede våben, og så blev de omgående sænket!
Alt hvad, der kom over fra Frankrig, kom via Pyrenæerne, og det var kun takket være de spanske guider.
- Det lykkedes dem nogle gange at få flere hundrede frivillige med over på en nat. Det var også dem, der fik våbnene smuglet over til os. Uden dem, havde vi ikke kunnet udrette meget. For det første var de stedkendte, og for det andet: deres mentalitet - de var utrolige, siger Otto Plasil.
Den tyske og italienske hjælp i form af våben og soldater til Franco eskalerede fra 1937. Dét faktum, at republikanerne nu stod over for en professionel, veludrustet hær, var efter Plasils mening en afgørende faktor:
- Navnlig de marokkanske lejetropper!. Du godeste! Om natten kunne man i lyset fra eksplosionerne pludselig se dem komme stormende med knive mellem tænderne. De bedste af os kunne vel smide en håndgranat 25-30 meter, men marokkanere smed dem 60 meter - og de ramte præcist!. De var os langt overlegne.
- Nogle af os frivillige havde visse erfaringer med våben, men vi var ikke godt nok forberedt på krig. Vi var nødt til at prøve at leve os ind i forholdene og her hjalp de ældre blandt os, som havde været med i Første Verdenskrig.

Mistede orienteringen
Resten af krigen var Otto Plasil samaritter, men mistede hurtigt 'orienteringen', som han udtrykte det, for:
- Samaritterne blev sendt fra den ene front til den anden. Af og til måtte jeg dog også udfylde andre funktioner, for eksempel var jeg med i en sprængstofsgruppe. Vores opgave bestod i at minere de områder, som fjenden kontrollerede, og så trække os tilbage. Vi bar næsten de samme uniformer som Francos styrker, så hvis fjenden så os, troede han vi var på samme side. Det hjalp os flere gange til at slippe væk, mener Plasil.
I 1938 går Republikanerne til modangreb, i hvad der bliver De Internationale Brigaders sidste aktion, Slaget ved Ebro:
- Ved Zaragossa-fronten kom vi forbi en mark med herlige vindruer, men de var fulde af sand. Jeg samlede nogle af druerne og gik ned til floden for at vaske dem. Pludselig ser jeg ligene drive forbi mig. Åh Nej, tænkte jeg ved mig selv, men jeg var så sulten, at jeg spiste druerne alligevel. Det kostede en omgang diaré, så alvorlig at jeg måtte væk fra fronten. Jeg blev sat på en bus til Vich, men da jeg ankom, var jeg så syg at de omgående indlagde mig. Senere begyndte jeg selv at arbejde på hospitalet.
- Min næstsidste opgave i Spanien var på et hospital for folk med krigspsykoser. De tyske jagerfly anvendte en terrortaktik under angrebene. På flyene var der påmonteret sirener, som gik i gang, når de smed bomberne. Lyden gik gennem marv og ben og netop af den grund led mange af kammeraterne af granatchok.
- De måtte selvfølgelig afløses og smugles tilbage til Frankrig for at blive behandlet. Det var her, jeg fik sagt farvel til Villy Brandt. Han hed jo i virkeligheden Herbert Frahm, da han kom til Spanien, men dæknavne var meget brugt blandt internationalisterne. Jeg havde mødt ham tidligere i Spanien, hvor han var med til at grave skyttegrave, mens han fortalte historier fra Norge.

Frankrig lukker grænsen
I november 1938 blev De Internationale Brigader sendt hjem. Otto Plasil oplevede ikke den officielle afsked i Barcelona. Han blev mobiliseret igen, denne gang for at beskytte de tusinder af spanske civile, der forsøgte at flygte til Frankrig.
- Franskmændene holdt grænsen lukket frem til slutningen af krigen. Selv De Internationale Brigader, der var på vej hjem, lod de ikke slippe igennem. Heller ikke de tusindvis af spanske flygtninge lod de passere. Men det blev for meget for spanierne, så de bankede simpelthen grænsegendarmerne.
- Længere inde i Frankrig ventede politi og soldater, og vi måtte aflevere våbnene. Vi blev stillet op på lange rækker og fortsatte så til Argeles-sur-Mer, som var en strand bevogtet af franske soldater. Vi blev splittet op i to grupper: de civile familier og os, de 'militære'.

Interneret i Frankrig
- I 'lejren' var det eneste drikkevand en lille bæk, og der var kun ét latrin nede ved stranden. På grund af kulden, kunne man kun sove, hvis man klumpede sig sammen som sild i en tønde. Det betød, at hver gang én vendte sig, så var vi alle nødt til at gøre det samme. Det var frygteligt - simpelthen.
- Efter to uger kom franske soldater med brød, som de delte ud: Ét brød til ti personer. Jeg så folk, der kom op og slås for at få fat i brødet, for der var intet andet at spise. De civile i lejren solgte deres strømper for mad - ungerne skulle have noget at spise, ikke?
Efter nogle måneder fordeles de Spaniensfrivillige i andre franske lejre. Plasil sendes til Camp Gurs:
- Transporten foregik til fods, og franskmændene havde blændet vejskiltene, så vi ikke var klare over, hvor vi var. Efter at være ankommet , blev vi delt op i grupper efter nationalitet. Der blev stillet barakker op med lerstampede gulve, så når det regnede, blev barakken oversvømmet.

Nazityskland får adgang til lejren
Lejren lå på fransk territorium, men franskmændene besluttede at lade den erklære for internationalt område.
- Det betød, at selv tyske nazister havde adgang til lejren. Nogle af nazierne havde oven i købet gaver med til os og forsøgte at overtale os til at forlade lejren for at blive soldater eller blive optaget i SS i Tyskland. Men der var ingen, som meldte sig, fortæller Otto Plasil.
- Senere blev der oprettet en 'arbejdskommando', hvortil jeg blev udpeget. Arbejdet bestod i at bygge bunkere nede ved havet, og egentlig havde vi mulighed for at bevæge os frit rundt dér, hvor vi arbejdede. De lokale behandlede os fantastisk godt.
Plasil kan ikke huske, hvor lang tid han opholdt sig i Camp Gurs, men han var der stadig, da Hitler i 1940 gik ind i Frankrig:
- Da tyskerne invaderede Frankrig, blev jeg iført fransk uniform. Jeg var sammen med en enhed fra den franske hær, der blev tvunget til at overgive sig. Vi blev interneret på en kaserne og var nu krigsfanger. Da jeg først var inde på kasernen, sørgede jeg hurtigt for at få smidt uniformen væk. Det lykkedes mig at finde et par civile bukser, som var fulde af lus - så det blev jeg også.
- Men nazisterne ledte efter mig. Over højttalerne blev jeg opfordret til at melde mig, men jeg holdt mig fortsat skjult. Nogle italienske medfanger havde fået lov til at tage affaldet fra soldaterkøkkenet. Det lavede de suppe på - også til mig. Takket være dem, overlevede jeg 'under jorden'.

Taget af tyskerne
- Men en dag gik det galt. Jeg blev taget og overført fra kasernen til et fængsel og fik så at vide, at jeg næste dag skulle skydes. Der kom også en løjtnant med ti mand og hentede mig. De hæftede et stykke tøj med et kryds ud for mit hjerte og tilbød mig også et bind for øjnene, som jeg sagde nej til.
- Læg an, kommanderede løjtnanten - men i samme øjeblik kom der en bil med en SS-officer forbi. De skal ikke henrettes, sagde han til løjtnanten. Vi skal få dem til at snakke. De er vores.
- For at være helt ærlig så ville jeg hellere have været skudt end at blive udleveret til SS-officeren. Men jeg blev så slæbt med, og nåh jah, du ved, hvad de gjorde ved os.
Fra Frankrig går turen via Tyskland til Wien. Fra togturen husker Plasil specielt ankomsten til München:
- Da vi kom til banegården, blev toget mødt med stenkast. Også da vi steg ud, lænkede sammen, fortsatte folk med at kaste sten mod os. Det værste var, at de var civile tyskere - de vidste overhovedet ikke, hvem vi var, og alligevel behandlede de os sådan.

Nabo til skafottet
Otto Plasil kommer omsider tilbage til Wien. Her anbringes han i endnu et fængsel, hvor hans celle er nabo til skafottet:
- Jeg regnede selv med at blive henrettet, så da døren en dag gik op, kan jeg huske, jeg tænkte, Nåh, nu er det ude. Men nej. Jeg kom op til direktøren og fik at vide, at man havde besluttet at lukke min sag. Jeg måtte skrive under på et dokument, hvor der stod, at jeg ville løsladt, men at min henrettelse kun var stillet i bero. Hvis jeg fortalte det til andre, ville jeg omgående blive skudt.
- Efter at have skrevet under, blev jeg løsladt. Det var i slutningen af februar 1941. Faktisk har jeg altså overlevet flere henrettelser. Der kom enten det ene eller det andet i vejen - jeg undrer mig selv lidt over, jeg stadig er i live. Der er selvfølgelig rart, men jeg ville ikke ønske for min værste fjende at måtte igennem det samme.'
Plasil oplevede afslutningen på Anden Verdenskrig hjemme i Wien:
- Faktisk burde jeg være blevet indkaldt til hæren, men var erklæret uværdig. Jeg begyndte at arbejde på et apotek, hvis ejer var major. Da krigen i 1944-45 lakkede mod enden, og nazisterne manglede soldater, fik apoteker-majoren mig erklæret værdig igen. Jeg blev også indkaldt, men hurtigt sendt hjem igen.
- Jeg gjorde mig kropumulig, men skulle være med til skydeøvelser. Her havde en løjtnant kigget mig ud og erklærede at min fysik ikke var god nok, og derefter havde en Hauptmann sagt, at man skulle lade mig gå. Han er ganske enkelt ikke i stand til at holde på et våben, sagde han.
- Faktisk havde jeg i Spanien været den bedste skytte i mit kompagni. Engang fik jeg tre dages orlov efter at have vundet en skydekonkurrence, men det sagde jeg selvfølgelig ikke noget om.
I krigens sidste dage traf jeg en gammel skolekammerat, som var blevet SS-mand. Hvad dælen laver du her, spurgte han. De leder efter dig. Du har ikke set mig, og jeg har heller ikke set dig. Skrid. Så gemte jeg mig i en uges tid - og så kom russerne endelig, fortæller Otto Plasil.

Nederlaget
Hovedårsagen til nederlaget var ifølge Plasil den udenlandske indblanding, altså den tyske og italienske:
- Vi havde for få fly, også selv om der var tilfælde, som ham schweizeren, der kom med sit fly fuldt af våben. Men det forslog jo som en skrædder i helvede.
- Godt nok var der tale om en regulær republikansk hær, men den var ikke i stand til at yde tilstrækkelig modstand mod de marokkanske lejetropper. De divisioner af eliteenheder, som Mussolini og Hitler sendte af sted, kunne vi heller ikke stille meget op over for. Og endelig var den materielle hjælp fra Hitler og Mussolini så overvældende, at det blev den udslagsgivende faktor. Hvis det bare havde været Franco alene, republikanerne skulle slås mod, havde de vundet!'