Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste støtter lidt over halvdelen af irakerne angreb på landene i besættelses-koalitionen
Det er blevet mere farligt at være dansk soldat i Irak. I løbet at 2006 er volden og kriminaliteten eskaleret i Basra-provinsen, hvor de danske soldater er udstationeret.
Det er det billede der tegnes i den seneste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som efterlader et billede af et land i opløsning:
'Irak er i stigende grad præget af opløsning og kaos'! 'Sikkerhedssituationen i Irak er blevet værre'. Den nationale samlingsregering har 'symbolværdi, men er samtidig handlingslammet'! 'En voksende del af Irak ligger reelt uden for centralregeringens kontrol. Områderne er i stedet i ikke-statslige, væbnede gruppers vold'!
Truslen fra angreb mod danske styrker vurderes som 'høj' i det sydlige Irak og som 'meget høj' i det centrale Irak. Også truslen fra civile uroligheder er høj, vurderer FE - og konstaterer, at meningsmålinger viser at lidt over halvdelen af irakerne støtter angreb på landene i besættelseskoalitionen.
Den stadige forværring af sikkerheden i Irak sætter sit præg på hverdagen: Leverancen svigter på basale offentlige serviceydelser som rent vand og elektricitet. Desuden mangler der brændstof til madlavning, transport og opvarmning. Hertil kommer en massiv arbejdsløshed og en stigende inflation, som betyder stadig flere fattige.
'Irak er inde i en ond cirkel, hvor den stadige forværring af sikkerhedssituationen begrænser den økonomiske vækst, skaber arbejdsløshed, højere inflation og voksende fattigdom. Alle disse forhold underminerer tilliden til den irakiske regering og skaber bedre rekrutteringsvilkår for militser, oprørsgrupper og sunniekstremistiske terrorgrupper', konstaterer FE.
Samtidig med sin trusselsvurdering af Irak, har Forsvarets Efterretningstjeneste for tredje gang offentliggjort en årsrapport. Heri advarer FE mod 'borgerkrigslignende tilstande i Irak'.
Flere og flere irakere lever som flygtninge i deres eget land. Alene siden februar 2006 er 365.000 irakere blevet internt fordrevet. Det er 'sandsynligt', at det faktiske tal er højere, vurderer FE.
Du kan finde hele trusselsvurderingen af Irak samt FE`s årsrapport på www.forsvaret.dk/FE
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278