Regeringen lægger op til øget brugerbetaling og afskaffelse af princippet om ens sociale ydelser til alle. De rige skal kunne betale sig til bedre velfærd
Bedre service uden flere hænder.
Det er indholdet i den debat om et kvalitetsløft i den offentlige service, som regeringen skød i gang i går.
Regeringen lægger op til øget brugerbetaling, muligheden for at betale sig til ekstra velfærdsydelser og graduering af en række velfærdsydelser, der i dag er ens for alle, så som folkepension, SU og børnepenge. Det fremgår af debatoplægget 'På vej mod en kvalitetsreform'.
'Hvis man på flere områder målretter den offentlige service til dem, der har mest brug for den, så bliver der penge til at hjælpe de svageste endnu bedre', forklarer statsminister Anders Fogh Rasmussen i en kronik i Politiken i går.
BUPL, forbundet der organiserer landets pædagoger, er helt enige i, at den offentlige service har brug for et tiltrængt løft.
- Der ligger en invitation fra regeringen til at bruge det næste halve år på at diskutere kvalitet i den offentlige sektor. Det vil vi gerne være med til. Men hvis der på forhånd ligger en præmis om, at det ikke må koste en øre, så har vi svært ved at være med, siger Henning Pedersen, formand for BUPL til Arbejderen.
Han tilføjer, at regeringens oplæg oveni er ideologisk i sit indhold.
- Det betyder, at diskussionerne, om hvilken velfærd vi ønsker, også bliver ideologiske. Vi kommer til at diskutere for og imod brugerbetaling, eller om velfærdsydelserne skal gælde for alle.
Signalerne fra regeringen gik ikke klart igennem, da debatoplægget skulle lanceres i pressen. På trods af at debatoplægget nævner brugerbetaling som mulighed for bedre service, så udtalte statsministeren til Børsen:
- Regeringen har ingen som helst planer om at indføre brugerbetaling. Kvalitetsreformen går ikke ud på at indføre brugerbetaling.
Lars Barfoed, minister for Familie- og Forbrugeranliggender, har en helt anden opfattelse. Han mener, at det er oplagt, at benytte anledningen til at se på hvilke muligheder der er for at indføre brugerbetaling i forskellige sammenhænge i den offentlige sektor.
Frem for at diskutere begrænsninger i det offentlige forbrug, slår Per Clausen fra Enhedslisten til lyd for gratis adgang til tandpleje, gratis og sund mad i skoler og daginstitutioner.
- Vi har brug for en langt større vækst i den offentlige sektor end i de riges private forbrug. Uddannelse, børnepasning, ældreomsorg og sundhedsvæsen skal gennemsyres af den velstand, der er i vores land. Det er den kvalitetsreform, der er brug for, udtaler han.
Debatten om den offentlige service skal munde ud i en konkret kvalitetsreform, som skal ligge klar til sommer næste år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278