09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ældrecheck ranet fra de gamle

Ældrecheck ranet fra de gamle

Fredag, 10. november, 2006, 00:00:00

Pengene på finansloven til større ældrecheck og bedre ældrepleje er reelt stjålet fra de ældre selv, siger økonom Frank Aaen, Enhedslisten

På finansloven for 2007 er landets ældre tilgodeset med en forhøjelse af ældrechecken på 1300 kroner om året, samt ingen modregning for ældrechecken i boligydelsen - tilsammen godt 2000 kroner om året.
Sammen med 642 millioner kroner til bedre forhold i ældreplejen vil pensionisterne nyde godt af 1042 millioner kroner i 2007, lyder det glade budskab fra regeringen og Dansk Folkeparti.
Men pengene er ikke en gave fra disse partier til landets pensionister. Pengene er hentet fra de ældre selv. Og der er taget meget mere end det.
- Når de siger, de gør noget godt for de ældre, er sandheden, at de med satspuljen tager over 2 milliarder kr. fra folkepensionisterne., forklarer økonom Frank Aaen, finansordfører for Enhedslisten.
Siden 1994 har staten taget 0,3 procent af de penge, der ellers skulle gå til landets pensionister, efterlønsmodtagere og arbejdsløse. I år er det 573 millioner kroner.
Men da det er en manøvre, der nu har foregået i over ti år, har disse modtagere af overførselsindkomster til næste år et efterslæb, der samlet set beløber sig til næsten syv milliarder kroner. Og heraf stammer de godt to milliarder kroner fra landets folkepensionister, forklarer Frank Aaen.
Var folkepensionen blevet reguleret i takt med lønudviklingen, skulle en enlig pensionist i år have haft over 20.000 kroner ekstra i folkepension, mens et pensionist-ægtepar tilsammen skulle have haft over 30.000 kroner ekstra.
- Det betyder, at folkepensionen som en almen ydelse bliver undergravet. Der er brug for at folkepensionen bliver efterreguleret, i stedet for at at der bliver drysset lidt krummer ud i form af ældrechecken, siger Frank Aaen.
Helt galt bliver efter slæbet, når man medregner det beløb, som folkepensionisterne er blevet snydt for ved skiftende regeringers tyveri fra Den Sociale Pensionsfond. I år inddrages knap ti milliarder kroner fra fonden, som ellers skulle være gået til tillægspension til dagens pensionister. Det ville have givet dem yderligere omkring 10.000 kroner ekstra om året.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland