10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Græsrødderne gror i Århus

Græsrødderne gror i Århus

Torsdag, 09. november, 2006, 00:00:00

Århus-borgere fortsætter kampen for velfærd. Borgermøde tirsdag var starten på samarbejde på tværs af alle grupper i byen

Et både positivt og konstruktivt møde og et godt udgangspunkt for det videre arbejde.
Sådan lyder den korte version af Solveig Grønborgs opsummering af borgermødet i Århus tirsdag aften.
- Nu arbejder vi videre med at få fat på de grupper, som vi savnede på mødet. Der bliver oprettet en hjemmeside, og så indkalder vi til et nyt borgermøde i starten af det nye år, siger en tilfreds Solveig Grønborg til Arbejderen.
Hun havde sammen med to andre forældre med børn i århusianske daginstitutioner taget initiativ til mødet, som samlede omkring 80 personer. De kunne lægge ører til oplæg om konsekvenserne af nedskæringerne for de ansatte, brugerne og de pårørende. Et af oplæggene stod en pårørende fra foreningen SIND for.
- Han fortalte, at Århus sparer 100 døgninstitutionspladser væk. Det sker samtidig med, at der forsvinder 100 sengepladser til psykiatriske patienter. Det har mig bekendt ikke været fremme tidligere, og det er chokerende, fordi det rammer nogle af de allersvageste grupper i vores samfund.
At der kan være oplysninger af den karakter, som kan drukne eller helt forsvinde i den sædvanlige mediestrøm, forarger Solveig Gronbørg.
- Det fortæller mig, at der er brug for reel folkeoplysning. Der er alt for mange oplysninger, som aldrig når borgerne. Hvis vi skal genrejse troen på, at det nytter noget, at folk blander sig i debatten, tager stilling og handler, så skal folk også have at vide, hvad der foregår. Det skal den hjemmeside, vi opretter, blandt andet bidrage til.
Borgermødet efterlod en tro på, at der findes alternativer til at spare på velfærden. Det handler alene om politisk prioritering, for pengene er der. Det kunne Jesper Jespersen, professor i økonomi, dokumentere.
- Det var opløftende at høre en ekspert, der ikke bare efterplaprer regeringen. Jesper Jespersen fortalte, at der om nogle år vil være dobbelt så mange penge til forbrug som i dag. Og med hans ord - det kan vi hverken æde, ryge eller rejse op.
Solveig Grønborg og de øvrige initiativtagere tli borgermødet ser med fortrøstning frem til næste møde, hvor de opfordrer alle både brugere og ansatte til at troppe op. Skal den nuværende udvikling vendes, kræver det, at alle, der bekymrer sig for velfærden, står sammen, lyder det fra Århus.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland