Der er så godt som ingen kontrol med brugen af arbejdskraft fra øst, vurderer Byggefagenes Samvirke, som trækker sig fra kontaktgruppe for at få politikerne til at vågne op
Byggefagenes Samvirke i København og Nordsjælland har meddelt Københavns Politi, at de trækker sig fra den fælles kontaktgruppe, der skal overvåge håndhævelsen af Østaftalen i hovedstadsområdet. Det sker for at fremtvinge et politisk indgreb, forklarer Bo Rosschou, formand for Organisationsudvalget i Byggefagenes Samvirke.
- Vi vil have et nyt grundlag for samarbejdet om kontrollen med Østaftalen. Og for at få det, er vi nødt til at foretage et brud, siger Bo Rosschou til Arbejderen.
I et brev til politiet om baggrunden for beslutningen skriver Byggefagenes Samvirke blandt andet:
'Det er for os åbenbart, at de folk, der anvender fupkonstruktioner vedrørende brug af migranter ikke er særligt bange for, at myndighederne kigger dem i kortene - de er højst bange for at blive hængt ud af fagforeningerne som dårlige betalere i henhold til 'den danske model'. Vi risikerer dermed, at bagmænd kan gå fri i forhold til lovgivningen.'
- Vi har fået oplyst fra paskontrollen ved Polensfærgen, at antallet af arbejdere, der kommer den vej igennem, er fordoblet til mellem 10.000 og 20.000. Det er langt flere, end vi har kendskab til, og det antyder, hvor stort problemet med illegal østeuropæisk arbejdskraft er, siger Bo Rosschou.
Byggefagene oplever tit, at politiet undlader at følge op på deres anmeldelser om brug af illegal arbejdskraft.
- De har simpelt hen ikke ressourcerne til det. Og når de endelig gør det, ved for eksempel at foretage anholdelser, skal de stå skoleret i Justitsministeriet for at 'overreagere', siger Bo Rosschou.
I stedet bør strafferammen skærpes, så kriminelle bagmænds overtrædelser af udlændingeloven giver politiet mulighed for anholdelser, foreslår byggefagene.
- Vi træder ud af kontaktudvalget for ikke at blive politikernes gidsler - så de ikke kan bruge os til at påstå, at alt kører efter bogen, og det er fagbevægelsen selv med til at kontrollere. Politikerne må reagere nu, for ellers er vi på vej til at undergrave hele vores arbejdsmarkedsmodel, siger Bo Rosschou.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278