15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opslutningen er enorm

Opslutningen er enorm

Fredag, 29. september, 2006, 00:00:00

Folketinget åbner på tirsdag. Det bliver markeret med nogle af de største demonstrationer i årevis fordelt over hele landet

Når Folketinget åbner til en ny samling på tirsdag den 3. oktober, sker det under ekstra bevågenhed.
Foreløbig er der annonceret demonstrationer vendt direkte mod regeringens politik i mindst otte byer. Aalborg er én af dem. Her er utilfredsheden med regeringen nærmest eksploderet den sidste tid.
- På kun 14 dage er listen over organisationer, der tilslutter sig demonstrationen på tirsdag nået op over 60. Det dækker over fagforeninger, politiske partier samt studie- og ungdomsorganisationer. Der kommer stadig flere til, og jeg har ikke lige styr på de seneste. Alene i dag er der kommet tre til fire nye, siger en næsten forpustet Allan Busk på vegne af arrangørerne.
Han indrømmer, at det har været overvældende og langt over de forventninger, han selv og alle andre havde, da 3F Aalborg og Midtvendsyssel indbød til første møde den 13. september.
Mødet blev indkaldt for at lodde stemningen for en nordjysk markering ved Folketingets åbning. Cirka 20 organisationer stillede op, og ud af mødet opstod 'Nordjyder for velfærd' med det erklærede formål at 'samle og koordinere modstanden mod regeringen frem mod dannelsen af en ny regering med en ny politik'.
I syv andre byer arbejdes der også i disse dage på højtryk for at få de sidste ender på plads. Blandt andet i Silkeborg.
- Arbejdsgruppen samles i eftermiddag for at pudse programmet af. Jeg synes, vi har fået sat et spændende arrangement på benene med taler og meget alsidig underholdning, siger Rune Kristensen fra den lokale LO-afdeling til Arbejderen.
Ud over de to nævnte byer vil der også være demonstration i Randers, København, Århus, Odense, Esbjerg og Herning. Der bliver arrangeret bustransport til disse byer.
De arrangører, Arbejderen har snakket med, ser en lige linje fra de store protestmøder imod velfærdsforringelser 17. maj og til demonstrationerne i næste uge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland