Århus Kommune har nu bedt politiet rydde forældrenes blokade af daginstitutionerne.
Strejkerne og protesterne i Østjylland ser ud til at brede sig for hver dag.
I går nedlagde de ansatte i ældreplejen i i Ny Silkeborg Kommune arbejdet. Tilbage på plejehjemmene forblev kun et nødberedskab, mens 400 gik til faglig møde.
Samtidig er de ansatte på daginstitutionsområdet i hele Ny Silkeborg nu i strejke.
- Regeringen og Dansk Folkeparti har himlet op om, at de vil sikre bedre forhold for de ældre. Så får vi i stedet læsset nye nedskæringer i hovedet. Det er uforskammet, når der er 80 milliarder i statskassen, forklarer Ulla Krog, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA-Silkeborg, til Arbejderen.
Byrådspolitikerne lægger op til, at der skal spares ialt 50 stillinger væk. Det svarer til en syv procents nedskæring i plejepersonalet.
- Allerede i dag kommer vi rendende ind til den ældre og har knap nok tid til at sige goddag, før vi er i sving med rengøringen. Hvordan tror du, det virker på et menneske, der måske ikke har anden menneskelig kontakt end hjemmehjælperen, forklarer Ulla Krog.
- Rent fagligt kan vi ikke leve med dette her.
Plejepersonalet besluttede efterfølgende at gå til fagligt møde igen på mandag.
Også i Århus breder strejkerne sig. Således gik godt 600 socialrådgivere, socialpsykologer og terapeuter i går i strejke. De afholdt i stedet et fagligt møde om konsekvenserne af nedskæringerne på det sociale område.
- Vi holder møde igen mandag morgen. Her tager vi stilling til, hvad der videre skal ske, fortæller Ane Norup fra socialrådgivernes aktionsgruppe til Arbejderen.
Senere fortsatte de strejkende ind på Rådhuspladsen, der de sidste dage er blevet det permanente samlingssted for de strejkende og aktionerende århusianere.
Også pædagogstrejken blev fredag udvidet. Torsdag aften besluttede knap 4000 pædagoger og medhjælpere på et stormøde at fortsætte og udvide strejken på hele daginstitutionsområdet i Århus.
De strejker foreløbig frem til på onsdag, hvor et nyt stormøde skal afgøre, om konflikten skal fortsætte. Kun på de daginstitutioner, hvor der er forældreblokade, er arbejdet ikke nedlagt.
Også forældrene optrapper deres protester. Fredag var 228 daginstitutioner ramt af forældreblokade.
Århus Kommune bad i går politiet om at rydde blokaderne. Politikommissær Keld Kristensen oplyser dog til Politiken, at politiet først vil gå i gang mandag morgen.
'Foreningen til styrkelse af mangfoldigheden i pædagogikken' samler penge ind til de videre aktiviteter. Pengene kan sættes ind på indsamlingskontoen hos Lån og Spar bank, på konto:
Reg. nr.: 0400
Kontonr.: 4013040295.
Fra på mandag er der også støtte T-shirts i handlen.>
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278