23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aalborg går på gaden

Aalborg går på gaden

Torsdag, 21. september, 2006, 00:00:00

Flere tusinde børn og voksne ventes til protestdag i dag. De er utilfredse med udsigten til voldsomme nedskæringer på skoler og i daginstitutioner

Tusinder af forældre og børn følger i dag kommunalpolitikerne i Aalborg til dørs, når de kl. 13.00 indleder forhandlingerne om budget 2007.
Det er FFS, Foreningen af Forældrevalgte Skolebestyrelsesmedlemmer, der har opfordret til at 'give en dag for folkeskolen og fritidsordningerne'. Protestdagen skal bruges til at sende et signal til de lokale politikere om, at det forslag til budget, de har præsenteret, ikke kan accepteres.
Alene på skole og fritidsordningerne har sammenlægningsudvalget foreslået besparelser på 42 millioner kroner.
Heller ikke børnehaver og vuggestuer går ram forbi. Derfor har forældre til børn i daginstututionerne valgt at bakke op om aktionsdagen indkaldt af skoleforældrene.
- Folk er harme over politikernes prioritering. De har svært ved at forstå, at der med x milliarder i statskassen skal spares på børnene, på velfærd i det hele taget. Det hører jeg forældrene sige, uanset hvor de i øvrigt står politisk, siger Michael Thorvig, talsmand for forældrene, til Arbejderen.
Han håber, at byrådspolitikerne lytter til dagens protester, og at de vælger at overskride den alt for snævre økonomiske ramme, kommunen har at agere indenfor. Sker det ikke, tror han, at forældrene vil overveje, om aktiviteterne kan fortsætte under andre former.
Det kan godt være, at politikerne vælger ikke at rette sig efter protesterne, men de skal være både døve og blinde for ikke at se eller høre dem.
Ud af cirka 150 børneinstitutioner havde Michael Thorvig onsdag middag fået besked om, at 43 dagnstitutioner bliver blokeret og at forældrene på 18 andre er blevet opfordret til at beholde deres børn hjemme og bruge torsdagen på at deltage i aktionen.
Ti af kommunes godt 50 skoler bliver blokeret, mens skolebestyrelserne på stort set alle øvrige har anbefalet forældre og elever at bakke op om budgetprotesterne.
Blandt de mange forældre og børn/unge vil der også være en flok pædagogstuderende. De har besluttet at lukke seminariet for at vise politikerne at de ikke vil acceptere yderligere nedskæringer på deres kommende arbejdspladser.
Onsdag aften havde BUPL sine 3000 medlemmer i kommunen samlet til en orientering om budgetterne. Mødet var ikke afsluttet før redaktionens deadline.


Dagens program i Aalborg:
kl. 11.00 - 12.15: Opsamling i Kildeparken
kl. 12.15 - 12.45: Optog genem byen til byrådssalen. Her får borgmesteren overrakt underskrifter mod nedskæringer
kl. 13.15 - 13.30: optog til Gl. Torv. Her vil der være taler og underholdning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland