Mange kommuner lader problemfyldte unge blive på en sikret afdeling, selvom de ansatte anbefaler udslusning til et åbent opholdssted. På den måde sparer kommunen penge

En fem meter høj ringmur og døre der åbner, ved at låsen kan genkende de ansattes fingeraftryk!
Det er de første indtryk, der møder de børn og unge som skal tilbringe de næste uger af deres liv til pædagogisk observation, varetægtsfængsling eller ungdomssanktion på Egely på Fyn.
På den sikrede institution Egely har man længe forsøgt at råbe kommuner og politikerne op og kræve flere penge til efteruddannelse, en tilknyttet psykiater og bæredygtige sociale løsninger for de unge. Indtil videre har det været for døve øren.
Nu håber Egelys fællestillidsmand, Kurt Rasmussen, på, at Teori og Metodecentrets grundige kortlægning af landets syv sikrede institutioner kan hjælpe til at åbne politikernes øjne for de problemer, han og kollegerne står med i dagligdagen.

Mere målrettethed
Den fem meter høje ringmur omkring Egely er ikke hans ide. Han har derimod indflydelse på, hvordan hverdagen indenfor muren et skruet sammen. Her gælder det om at signalere så lidt fængsel som muligt.
- Muren er et valg, politikerne har taget. Det samme gælder beslutningen om fingertouch-låse ved indgangen. Jeg har den holdning, at hvis man vil undgå, at de unge flygter, er det mere effektivt at skabe godt pædagogisk indhold i hverdagen, fortæller Kurt Rasmussen til Arbejderen.
Han har været socialpædagog på Egely i 11 år. Desuden er han med i Socialpædagogernes Landsforbunds netværk for sikrede døgninstitutioner.
- Jeg kunne godt tænke mig en mere målrettet udvælgelse af, hvem man placerer på de sikrede institutioner. Det er ikke godt at være spærret inde. Vi kan tydeligt mærke, at vi har at gøre med psykisk meget skrøbelige unge. Derfor har vi igennem længere tid forsøgt at få Fyns Amt til at bevillige en psykiater. Men det har der ikke været penge til. Det bliver ikke bedre af, at vi ofte får afslag, når vi forsøger at få sat gang i en tidligere udskrivning fra vores lukkede institution til en åben. Den unge skal jo ikke få det dårligere af at være her, fastslår Kurt Rasmussen.
Han har arbejdet med rigtig mange unge. Og er dybt frustreret over, at der ofte mangler en plan fra den kommune, der har anbragt den unge.
- Kommunerne er for langsomme til at udarbejde en handlingsplan for den unge. Det er dybt frustrerende. Handlingsplanerne er helt nødvendige for vores arbejde med de unge. Vi skal jo sikre, at de unge kommer ind i et godt forløb. Det kræver en plan for, hvad de skal bruge de næste to år af deres liv til. Hvis der ikke er en plan, får de unge et dårligt eller slet intet udbytte af deres ophold.

Masser af succes!
Egely har tyve sikrede pladser. Sidste år var der 111 unge på Egely. Det svarer til, at de unge i gennemsnit kun opholder sig 58 dage på Egely.
For bare fire år siden var Egelys sikrede institution et gammelt hus i Strib med otte pladser. I dag er Egely rykket ud af det gamle hus og ind i et topmoderne sikret fort med tyve pladser.
Alligevel har Kurt Rasmussen lidt svært ved at glæde sig over succesen.
- Mange af de penge, der nu bruges på at oprette sikrede institutioner, ville i virkeligheden være bedre givet ud, hvis de blev brugt på forebyggende og socialpædagogisk arbejde i de åbne opholdssteder. Måske skulle man ikke have nedlagt de mange skole, mener den erfarne socialpædagog.
Men kommunerne er svære at overbevise om, at mange af de unge ville have bedre af at være på de åbne opholdssteder. Den løsning er nemlig dyrere for kommunen.
- Vi forsøger at afdække den unges ønsker og muligheder for fremtiden. Desværre oplever vi ofte, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt af den unges kommune. Næsten hver gang afvises vi med argumentet om, at der ikke er økonomiske ressourcer til. Så bygger behandlingen af den unge jo ikke længere på faglighed, men på økonomi, konstaterer Kurt Rasmussen.
I praksis sidder de unge meget længere tid på de lukkede institutioner, end de er dømt til. Der er eksempler på unge, der har siddet på den sikrede anstalt i over to år. Og oftest sidder de der tiden ud, selvom de også skulle sikres udslusning i åbne bosteder. Forklaringen skal måske findes på bunden af de kommunale kasser.
Når den unge skal sluses ud i et åbent, socialpædagogisk bosted begynder taxameteret nemlig at tælle hjemme i den unges kommune og i amtet. En plads på et bosted løber hurtigt op i en million kroner om året, så det haster ikke for kommunerne med at få de unge videre fra de sikrede afdelinger (som kommune og amt betaler til, uanset om de bruger pladsen eller ej).