Folk har klart markeret, at selv en fritstilling af arbejdet om få dage, ikke vil kunne gøre dem møre, siger en talsperson for de strejkende
I en uge har samtlige personalegrupper i produktionen på Aller Tryk i Tåstrup været i strejke.
Alle, lige fra trykkere, grafikere og bogbindere til smede, elektrikere, og ufaglærte er med i konflikten, der først og fremmest er en reaktion på de utålelige arbejdsforhold på trykkeriet.
- Der bliver indført stadig mere skiftehold med 12 timersvagter, som kører over alle ugens dage og alle døgnets timer. Vi skal stort set være til rådighed altid, forvagterne kan blive lavet om med få dages varsel, fortæller en talsperson for de strejkende på Allertryk til Arbejderen. Hun ønsker ikke sit navn frem.
- Det er også blevet normen, at vi ikke behøver at holde pauser, for vi kan jo bare spise vores mad ved maskinen.
Hun fortæller, at forholdene generelt i branchen er blevet meget forværret over de sidste år, fordi arbejdsgiverne nu kan flytte trykningen til Østeuropa.
- Men dertil kommer, at vi de sidste tre år har bøvlet med en direktør herude på Aller, der gør alt for at smadre vores faglige organisering. Selvfølgelig får han så nogle millioner i røven fra Aller-koncernen for at gøre det, fortæller talspersonen.
- Direktøren vil ikke anerkende det antal sikkerhedsrepræsentanter, som vi har ret til. Og han bekæmper vores faglige klub og tillidsfolkene. Og i forbindelse med konflikten her er det blandt andet en række fagligt aktive, der er blevet fyret helt vilkårligt, fortæller hun.
- Så nu kan vi ligeså godt sætte hårdt mod hårdt.
De strejkende opholder sig på fabrikken i døgndrift i øjeblikket, for at diskutere situationen og sikre enigheden.
- Vi er en arbejdsplads med et rigtigt godt sammenhold. Men jeg er alligevel vildt imponeret over den opbakning, der er til strejken. Folk har klart markeret, at de er forberedt på at blive fritstillet i løbet af få dage, uden at det gør dem møre, fortæller hun.
Hun vurderer, at koncernen er ved at være klemt af strejken.
- De kan fritstille arbejdet. Men det er ikke til at opdrive en ordentlig trykker i Danmark på grund af alle de nye gratisaviser, så det bliver ikke så nemt at finde skruebrækkere, vurderer hun.
- Dertil kommer, at vi arbejder på at udbygge vores kontakter i udlandet, for at stoppe at det konfliktramte arbejde ryger til Tyskland eller andre lande.
- Lige nu bliver Se og Hør trykt i Finland, men det gør jo, at produktionstiden er så lang, at den udkommer med gamle nyheder. Det kan de ikke holde til i længden forklarer trykkeren.
Torsdag behandles strejken i Arbejdsretten.
De strejkende kan kontaktes på tlf. 43505490 eller 40603370.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278