Et nyt landsdækkende netværk vil arbejde for bedre vilkår for flygtninge og indvandrere samt for en mere lødig debat
100 personer til konference om flygtninge og indvandreres vilkår i Danmark er et godt udgangspunkt for det videre arbejde.
Det mener Bodil Hindsholm Hansen, der lørdag var med til at stifte foreningen Brandbjerg Netværket - Borgere for et anstændigt Danmark, på Brandbjerg Højskole ved Vejle.
- Det er for længe gået op ad bakke, men nu satser vi på medvind. Konferencen afspejlede et sandt hav af lokale og regionale netværk, der viser, at utroligt mange mennesker er engageret i det her spørgsmål. Der kom både grupper og enkeltpersoner, som vi kendte til i forvejen, men også helt nye, siger en glad sognepræst til Arbejderen.
Det landsdækkende netværk ønsker blandt andet at arbejde for bedre vilkår for flygtninge og indvandrere i Danmark og for en mere lødig debat. Som inspiration til det arbejde, fik deltagerne indspark fra 'det virkelige liv'.
Bodil Hindsholm Hansen fremhæver politimester Lars Rand Jensen, der har et meget indgående kendskab til Vollsmose. Han var mand for et oplæg, der gav et noget mere nuanceret billede af beboerne og især de unge mænd i Vollsmose, end det medierne normalt præsenterer for os.
- Han understregede, hvor vigtigt det er at kende til den kultur, flygtningene kommer fra, og hvad de kommer med i den personlige bagage. Når man tænker på, at mange af dem kommer med krigstraumer og har mistet nær familie, og samtidig får at vide, at 44 procent af beboerne er under 25 år og 37 under 16, så siger det næsten sig selv, at der meget nemt kan opstå problemer.
På konferencen blev Brandbjerg Prisen uddelt. Prismodtageren er en person eller en gruppe, der 'trofast har arbejdet for flygtninges ret til asyl og en menneskelig behandling i Danmark og/eller har gjort en ihærdig indsats for integration' lyder nogle af kriterierne for at modtage prisen.
- Prisen gik til Bente Rich. Hun er kendt for sin vedholdende og veldokumenterede kritik af asylcentrene og de vilkår, vi byder asylansøgere i Danmark, forklarer Bodil Hindsholm Hansen.
Nu tager Brandbjerg Netværket fat på sit arbejde. 15 personer i koordineringsgruppen og mange flere i en række konkrete arbejdsgrupper forventer ikke at komme til at kede sig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278