Næppe er bomberegnen over Libanon stoppet, før dansk ingeniørfirma melder sig til genopbygningen - mod passende betaling, naturligvis
De israelske bomber, der ramte Libanons veje og broer, har skabt et lukrativt marked for udenlandske entreprenører. Nu kræver den danske rådgivende ingeniørvirksomhed, COWI A/S, deres del af kagen.
- Vi ser helt klart en mulighed for at hjælpe til med at bygge landet op igen efter fire ugers bombardementer. Især kan vi genopbygge broer og veje. Libanon er et fattigt land. Derfor er det vigtigt, at de penge der nu kommer udefra, øremærkes til den her slags projekter. De skal ikke gives til den libanesiske regering. Så er det ikke sikkert, at de bliver brugt til genopbygning, men til andre projekter som den libanesiske regering synes lyder som en god ide, siger Mogens Hviid, projektchef for COWI A/S, til Arbejderen.
Genopbygningen af Libanons broer og veje ventes at løbe op i næsten seks milliarder kroner. For den slags projekter tager COWI A/S et honorar på fem til otte procent - altså en fed check på cirka 75 millioner kroner.
COWI-direktøren vil ikke ud med om han ligger i konkrete forhandlinger med Libanons regering - men bekræfter at han har taget kontakt til sine agenter i det krigshærgede land.
Også i Aghanistan tjener dansk erhvervsliv på krig. Et søsterselskab til Bukkehave A/S i Svendborg har netop indgået en kontrakt til en værdi af 324 millioner kroner med den amerikanske regering. De næste fem år skal No Lemon stå for at servicere mere end 6000 politibiler i 36 provinser over hele Afghanistan. Allerede den 1. september starter det første store værksted op i Kandahar.
- Vi synes vi gør noget godt for afghanerne herude. Vi har ansat 400 afghanske mekanikere og de er meget glade for samarbejdet. Alle er enige om, at der er behov for et velfungerende politi. Desto mere vi hjælper politiet, desto bedre bliver de i stand til at løse opgaverne i det nye, demokratiske Afghanistan. Vi ville ønske at afghanerne havde penge til at lave den slags projekter, men det har de ikke lige nu. Derfor har vi indgået kontrakten med amerikanerne, fortæller Christian Haar, direktør i Bukkehave A/S og bestyrelsesformand i No Lemon til Arbejderen.
Udover Afghanistan driver No Lemon også virksomhed i Irak. Direktøren har ingen betænkeligheder ved at samarbejde med en besættelsesmagt.
- Vi frygter ikke at blive en del af konflikten. Det er rigtig nok, at pressen skriver om at der foregår mange ting herude, men der er jo ikke enighed om hvor meget politiet er indblandet. Det er rigtigt, at vi også er til stede i Irak, men der er ikke gode penge at hente i et krigshærget land. Det er fuldstændig uhørt, at virksomheder skulle tjene penge på krig. Vi er ikke blevet hentet til Afghanistan, fordi Danmark har tropper her, men fordi vi er et seriøst firma, forsikrer Christian Haar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278