For 50 år siden blev Grønlands Arbejdersammenslutning (GAS, i dag: SIK) stiftet som en landsdækkende faglig organisation. I dag er SIK med sine cirka 9000 medlemmer Grønlands største folkelige bevægelse. Her har lønarbejderne en mulighed for i fællesskab at påvirke samfundsudviklingen

Hermed indleder Arbejderen en artikelserie om den grønlandske fagbevægelses forhistorie.
Denne artikel - og de følgende to - bygger på et interview med Hansepajuk Gabrielsen (1925-2004), på materialer fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København, fra Groenlandica i Nuuk samt en begrænset litteratur, der findes om emnet, skrevet af Jens Dahl, Birte Haagen, Jørgen Fleischer, Philip Lauritzen, Mads Lidegaard, Ernst Møller samt Kammammi Olsen.
Den er Aksel V. Carlsens omarbejdede version af en artikel, der blev bragt i Grønlands Universitets publikation: 'Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, 2003' samt i ugeavisen 'Sermitsiaq' (Nuuk)

af Aksel V. Carlsen, universitetslektor
For 50 år siden blev Grønlands Arbejdersammenslutning (GAS, i dag: SIK) stiftet som en landsdækkende faglig organisation. I dag er SIK med sine cirka 9000 medlemmer Grønlands største folkelige bevægelse. Her har lønarbejderne en mulighed for i fællesskab at påvirke samfundsudviklingen.
I fangersamfundet Grønland, der indtil 1953 havde status som dansk koloni, blev industrialiseringen så småt påbegyndt i 1920-erne. Ændringen af erhvervsstrukturen måtte i et lange løb medføre, at den grønlandske arbejder fra at betragte sig selv som en enkelt, underdanig undersåt begyndte at se sig som en del af en samfundsklasse med fælles interesser og identitet. Men lige som i andre postkoloniale lande, er der også i Grønland stadig tale om en lang og vanskelig proces.
De første faglige organisationer i Grønland blev stiftet af danske arbejdere ved kryolitbruddet i Ivigtut. I Godthåb blev der i 1943 oprettet en forening for 'bestillingsmænd', og nogle enkelte grønlandske arbejdere havde i 1942 været med i en strejke på skibsværftet i Holsteinsborg, uden at det dog medførte organisering. Lønarbejderne i Grønland var i disse år en svag og langtfra homogen samfundsgruppe, som levede geografisk isoleret fra hinanden. Det blev først i 1945, at der i det tillukkede Grønland offentligt blot blev talt om retten til faglig organisering. Det skete da en medhjælper fra Godhavn, Peter Nielsen, i Nordgrønlands Landsråd fremlagde et udtalelsesforslag om retten til at danne arbejderforeninger. Han henviste til, at en international arbejderkonference i 1944 havde vedtaget, at 'alle i verden skal have ret til at leve og arbejde i frihed og fred med ens muligheder og sikkerhed for alle', og han mente, at det ville være ønskeligt om dette også 'kunne være tiltænkt grønlænderne'. Hans idé blev dog mødt med skepsis. Den danske landsfoged, der var formand for Rådet, bemærkede, at arbejderne jo allerede har Landsrådet til at varetage deres interesser, samt at man i øvrigt ude i verden ville være lykkelige, hvis man der havde samme arbejdsvilkår som i Grønland. En meningsudveksling i Landsrådet førte til, at Peter Nielsen dog fik vedtaget følgende beslutningsudkast: 'Det vil være glædeligt, dersom arbejderne, som ikke er fastansatte, på eget initiativ vil danne en forening!'.
Nielsen blev senere kendt som kredsdommer, kommunalpolitiker og i 1955 - som medstifter af et socialdemokratisk parti.

Arbejderne i kulbruddet
På denne tid fandtes der i Grønland i alt fem kolonisteder med arbejdspladser. Heriblandt kulbruddet Qullissat (Kutdligssat), som var grundlagt i 1923. Produktionen blev drevet af den danske stat, og som alle andre steder på øen blev løn- og arbejdsvilkår suverænt fastsat af staten. Kulbrydningen foregik i og under permafrostlaget. Man havde i de første år ingen gode redskaber og måtte ofte bruge hænderne ved kulbrydning og selv trække vognene ud af bruddet. Grønlandske kvinder deltog i vidt omfang i dette arbejde. Den årlige kulproduktion lå i 1930`erne på omkring 5200 ton og steg i løbet af 1950`erne til knap 30.000 ton Kulbruddet var, udover minevirksomhed, beskæftiget med værkstedfunktioner, og varetog drifts- og anlægsopgaver inden for byggeri, el-tjeneste, og telefunktioner.
Da kolonistedet blev grundlagt, fandtes der ingen befolkning på stedet. Siden kom folk tilrejsende fra det meste af Vestgrønland. I januar 1946 boede der i alt 871 indbyggere i Qullissat, heraf 854 grønlændere. Kolonistedet samlede disse folk med forskellig baggrund, som udviklede en ny lokal kultur, der kombinerede et rationelt tilrettelagt arbejdsliv ved kulminen og grønlandsk traditionel levevis. Senere satte private entreprenører i Grønland særlig pris på at ansætte arbejdere fra Qullissat. De blev betragtet som 'stabile, vant til fast arbejde og vant til at arbejde med maskiner'.

Hansepajuk Gabrielsen
At disse grønlandske kulminearbejderes første forsøg på at skabe ordnede løn- og arbejdsvilkår udformede sig positivt, skyldes i høj grad det sammenhold, der var skabt omkring kulminen. En nøglefigur i forløbet blev den unge kulminearbejder Hansepajuk Gabrielsen. Han var kommet til kolonistedet som spædbarn. Under et højskoleophold i Aassiat var hans interesse for samfundsspørgsmål blevet vakt. Og da han som 19-årig kom tilbage til Qullissat, optog de lokale problemer ham, især forholdene i kulminen, hvor han fra sommeren 1946 tog arbejde. Han havde gå-på-mod, var udstyret med gode talegaver og var ikke bange for at snakke åbent med sine kolleger om de kritisable løn- og arbejdsforhold. Hidtil havde man accepteret vilkårene og fremsatte ingen krav. Hansepajuk blev kollegernes talsmand, uden at have erfaring eller en organisation bag sig. Egentlig ville han læse videre, hvilket kun var muligt i Danmark. Så da han, i begyndelsen af 1947, i radioen hørte, at man i Ivigtut nu søgte grønlandsk arbejdskraft med lønninger, der var højere end i Qullissat, besluttede han at rejse dertil for at tjene til sine studier. Men indtil videre fortsatte hans snak med kollegerne om arbejdsforholdene.
De besluttede at sende et brev til Grønlands Styrelsen i København, hvori de beskrev deres situation og anmodede om en forhandling. Længe kom der intet svar. Den grønlandske journalist Jørgen Fleischer har beskrevet, hvordan '!Hansepajuk sendte et iltelegram og krævede et øjeblikkeligt telegramsvar. I modsat fald ville alt arbejde i minebyen blive standset!.'. Nu kom der til gengæld et hurtigt svar. Styrelsen kontaktede Hansepajuk og meddelte, at man i løbet af sommeren ville uddelegere en gruppe topembedsmænd til forhandlinger. At de danske kolonimyndigheder faktisk må have anerkendt ham som talsmand for arbejderne, oplevede man, da embedsmændene kom til Diskoøen i august 1947. Ved skibets ankomst gik delegationen ikke i land. Man tilkaldte repræsentanter for minearbejdere.
Om bord kom Hansepajuk og fire andre minearbejdere, imens en gruppe arbejdere afventede forløbet inde på land. Fleischer beskriver, hvordan arbejdernes krav om 75 procent lønforhøjelse blev afvist: 'Vicedirektøren for Grønlands Styrelse erklærer, at lønningerne skulle stige med 10 procent. Imidlertid havde minearbejderne krævet lønstigning på 75 procent. Derfor udfolder Hansepajuk sit forhandlingstalent, men hans anstrengelser preller af på modparten. Inden han er færdig med sin argumentation, rejser vicedirektøren sig og begynder at samle sine papirer sammen!Men pludselig tager Hansepajuk affære. Med en klar røst erklærer han, at han er tvunget til at .. meddele sine kammerater, at strejken er brudt ud! Hans reaktion kommer fuldstændigt bag på vicedirektøren. Han klør sig i nakken, men efter en kort tænkepause siger han, at forhandlingerne kan fortsætte. Og efter en drøj forhandling kunne Hansepajuk underskrive Grønlands første lønoverenskomst med staten. En lønstigning på 60 pct. var hjemme'
Der blev samtidigt opnået to andre indrømmelser. Arbejderne, der kom til skade i kulminen, kunne nu få sygedagpenge under rekonvalescens og i stedet for et faldefærdigt skur, hvor minearbejderne hidtil havde indtaget deres mad, skulle der opføres en kantine. Dette var en hidtil uhørt imødekommelse af grønlandske arbejderes krav.

Kommunisten Børge Poulsen
Denne mobilisering var ikke tilfældig. Forinden havde Hansepajuk og et par kolleger, der alle havde interesse for samfundsforhold, lært stedets danske folkeskolelærer Børge Poulsen at kende. De lånte bøger og aviser af ham. Poulsen var belæst og ivrig efter at forstå grønlandske arbejderes livssyn. Takket være nær kontakt til lokalbefolkningen, opnåede han et indgående kendskab til forholdene. Fra begyndelsen vakte oplevelsen af kulminearbejdernes kummerlige leve- og arbejdsforhold hans indignation. I Danmark kom hans iagttagelser frem i et par artikler, som han skrev til DKP`s avis 'Land og Folk'. Han beskrev vilkårene og kritiserede den danske regering for manglende opmærksomhed over for grønlændernes kår. Avisen bragte for eksempel 10. marts 1948 hans ord: '!Grønlænderen har været vant til for et ringe beløb at stå til rådighed for danskerne. På den måde lykkedes det ham at opnå enkelte af de goder, som danskerne hersker over. Den skandaløse underbetalingstaktik, der her er gennemført, er overført til de industrielle områder, hvor grønlænderen har mulighed for at sælge sin arbejdskraft. Arbejdsgiveren, den danske stat, holder tilsyneladende kunstigt den grønlandske arbejders levestandard på det absolutte eksistensminimum!' Poulsen henviser til, at samtidig med, at minearbejderne i Qullisat gennemførte deres lønaktion, kunne Styrelsens direktør Karl Oldendow udtale, at 'de grønlandske lønninger er forbedret så radikalt, at der stort set ikke har lydt klager over det opnåede!'. Desuden omtaler Poulsen eksempler fra Egedesminde, hvor myndighederne tvang børn og unge fra efterskolen til losningsarbejde, fordi arbejderne som protest netop mod lave lønninger nægtede at arbejde. Imens de danske myndigheder afviste flere af Poulsens iagttagelser, blev de i 'Grønlandsposten' bekræftet af Grønlænderforeningens formand Carl Broberg.

1. maj kommer til Grønland
En af de aftener, hvor Hansepajuk og hans kammerater var hjemme hos Poulsen, fortalte sidstnævnte dem blandt andet om, hvordan arbejderne i andre lande var organiseret, og at de takket være sammenhold for eksempel havde tilkæmpet sig retten til ferie. De hørte også om traditionen i mange lande med at fejre 1. maj som arbejderklassens internationale kampdag. Det fik Hansepajuk til at foreslå, at man også i Qullissat skulle markere 1. maj 1947. Man talte først om at afholde en demonstration, hvilket i givet fald ville være første gang i Grønland, men det kunne myndighederne ikke tillade. Hansepajuk opnåede derimod accept fra kulminens arbejdsleder til, at man afholdt et møde. 1. maj samledes arbejderne fra morgenholdet efter frokostpausen i frokostskuret, hvor Hansepajuk fortalte om majdagens tradition. Med henvisning til arbejderes kamp i andre lande, blandt andet for indførelse af 8-timers arbejdsdag, drøftede man også egne arbejdsvilkår, hvorefter man gik samlet hjem. Børge Poulsens engagement bevirkede, at flere grønlændere for første gang oplevede en person, der med viden og overbevisning kunne sætte ord på de følelser, de havde. Det var dog langt fra alle grønlændere, der brød sig om at fremsætte krav. Nogle fandt Poulsens tone for skarp. Man kunne måske dele selve indignationen, men ville helst undgå sammenstød med den danske administration.
Over for minearbejderne lagde Børge Poulsen ikke skjul på, at han var medlem af DKP. Det samme gjaldt kolonistedets læge, den tidligere danske frihedskæmper, Dr. Morland. DKP var jo legalt i Danmark og var repræsenteret i Folketinget, så der var ikke noget kriminelt i, at personer i det grønlandske Qullissat abonnerede på 'Land og Folk'. Men det officielle Danmark deltog i dæmoniseringen af kommunister. Således var det statsminister Hans Hedtofts mening, at '! danske kommunister virker i Grønland som her (i Danmark) direkte som en politisk femte kolonne! deres virksomhed i Grønland blandt et primitivt folk er særlig farlig!'. Denne vurdering bygger åbenbart på, at nogle grønlændere var begyndt at læse avisen 'Land og Folk' og samledes hos Poulsen.

Kommunisten blev fyret
Arbejdernes forsøg på at organisere sig blev af de danske myndigheder standset ved hjælp af rygter og antikommunistisk dæmonisering. Den herskende holdning var fortsat at 'skåne' lokalbefolkningen for kontakt med omverdenen, herunder for samfundskritik. At der overhovedet dukkede DKP-medlemmer op i et overkontrolleret Grønland, var som en rød klud for myndighedernes øjne. Poulsens samtaler med minearbejderne om den sociale ulighed, om religion og om skønlitteratur virkede mistænkeligt. Poulsens indflydelse blev åbenbart af myndighederne vurderet som værende så stor, at han, efter en redegørelse fra direktør Karl Oldendow, blev fyret. Hermed sluttede et første lokalt grønlandsk forsøg på organisering på egne præmisser, hvilket den danske kolonimagt ikke ønskede.
Kort tid efter lønforhandlingerne sejlede Hansepajuk af sted til Ivigtut. Både da han rejste, og da Børge Poulsen lidt senere blev sendt af sted til Danmark, samledes minearbejderne og deres familier nede ved vandkanten, hvor de til afsked svingede med deres lygter og skød salut op i luften med deres rifler. De danske myndigheder var dog stadig på vagt. Ifølge arkivmaterialer fortsatte man med at overvåge Hansepajuks slægtninge i Grønland!.

Anden del af artikelserien
23-08-2006 Grønlænderne skulle `danificeres`
Tredje del af artikelserien
29-08-2006 Så fik Grønland sin fagbevægelse

Overskrifter er indsat af redaktionen.

Efterskrift: Den grønlandske journalist Jørgen Fleischer bemærker, at 'kommunister var ikke velsete hos myndighederne i efterkrigstidens Grønland, og Hansepajuk Gabrielsen måtte tilbringe 20 år i eksil i Danmark som uønsket i Grønland'. Han arbejdede i nogle år på B&W, hvor han var tillidsmand for danske arbejdere, samtidig læste han til revisor på Handelshøjskolen. Da han i 1960`erne vendte hjem til Grønland, virkede han som regnskabschef for Grønlands Landsråd og var senere landsrevisor, formand for Grønlands Idrætsforbund samt hovedkasserer for det socialdemokratiske Siumut-parti.