Socialdemokratiets linie for forlig med VC-regeringen vil føre til apati og passivitet i partiets medlemsbasis, forudser kredsformand
Socialdemokratiet lægger nu op til, at gå med i et forlig sammen med VC-regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2007.
Det meddelte formand Helle Thorning-Schmidt efter at partiets ledelse havde holdt sommergruppemøde i Snaptun i onsdags.
Hun mener, at partiet har gjort sig fortjent til at være med i forlig:
- Socialdemokraterne har taget ansvar under velfærdsforhandlingerne. Vi har accepteret skattestoppet, og vi vil som andre partier også gøre noget for velfærden, siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.
Frieriet modtages venligt af VC-regeringen.
Ifølge Henrik Sass Larsen, der er partiets finansordfører, vil Socialdemokraterne dog fortsat arbejde for at hæve det loft på en halv procent, som VC-regeringen har lagt over væksten i den offentlige sektor.
Samtidig slår Helle Thorning-Schmidt fast, at partiet er villig til at strække sig meget langt, for at komme med i et finanslovsforlig.
- Vi går ikke ind med ultimative krav. Vi går åbent ind i forhandlingerne, siger S-formanden.
Jan Helbak, der er kredsformand i Socialdemokratiets 1.kreds i Odense, er ikke overrasket over ledelsens nye udmelding:
- Det er en logisk konsekvens af, at partiledelsen gik med i velfærdsforliget, og stort set har accepteret hele den neoliberale dagsorden, siger Jan Helbak til Arbejderen.
- Jeg har ikke fantasi til at se, hvad der skulle skille parterne i de kommende finanslovsforhandlinger. Der kan komme lidt kiv om, hvorvidt vækstrammen for det offentlige skal være en halv eller en hel procent. Men slutresultatet vil blive et mudret kompromis mellem S og VC, forudser Helbak.
Han mener, at den politiske linie, som partiledelsen forfølger, vil give Socialdemokratiet stadig mindre politisk råderum.
Det er Finn Børge Jensen, socialdemokrat og formand for 3F Aalborg enig i.
- Principielt er det ikke forkert at gå ind i finanslovsforhandlinger. Men jeg er bare bange for, at de sælger ud af arvesølvet, siger Finn Jensen til Arbejderen.
- Folk har simpelthen mistet tilliden til, at de kan få en anden politik, hvis de stemmer på S i stedet for på V, vurderer han.
Jan Helbak peger på konsekvenserne for partiet på sigt:
- Kløften i Socialdemokratiet, mellem de lokale folk og toppen på Christiansborg vokser. Men det eneste, der er sikkert er, at det afføder apati. Jeg kan se det i min egen kreds: medlemmerne drosler ned for deres forventninger og engagement, forklarer han.
- For at være en samfundskraft af betydning, må et parti nødvendigvis have en aktiv basis. Ellers er man jo reduceret til et medieparti. Og denne aktive basis ser i øjeblikket ud til at smuldre, desværre.
VC-regeringen fremlægger sit forslag til finanslov tirsdag 29.august.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278