En langsom Hjort i krybesporet lover nu at gøre noget ved en sag, han for ti måneder siden lovede ¤¤hurtigst muligt¤¤ at få løst
Sygemeldte, der efter nogle nye regler bliver delvist raskmeldt, ryger direkte i et økonomisk sort hul, hvis de bliver fyret før de er helt raske. De kan nemlig hverken få suppleret op med dagpenge eller få fuld sygedagpengesats. Nu lover beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at der vil blive rettet op på lovsjuskeriet.
Steen Hansen, gruppeformand i 3F Kolding, er dog varsom med klapsalverne.
- Det har Claus Hjort jo lovet før. Vi skrev til ham om sagen i oktober sidste år, og i den forbindelse lovede han, at han ville ændre reglerne 'hurtigst muligt'. Og nu er der snart gået et år!
Dengang reagerede beskæftigelsesministeren først, da han blev afkrævet et svar til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. I svaret erkender han, 'at det er uhensigtsmæssigt, at en sygemeldt ledig, der af kommunen vurderes som delvis rask, kun er berettiget til nedsatte sygedagpenge, og at denne ikke har ret til nogen supplerende ydelse, der dækker den tid, hvor den sygemeldte vurderes at kunne arbejde. Jeg vil derfor hurtigst muligt undersøge mulighederne for at ændre på reglerne.
'Hurtigst muligt' kunne passende være den revision af sygedagpengeloven, der blev gennemført her i foråret Her lagde oppositionen i Folketinget op til at få løst såvel problemet med delvis raskmelding som problemet med, at sygedagpenge bortfalder efter et år, også i de tilfælde hvor der ikke er sket en afklaring af den sygemeldtes situation.
Men midt under forløbet afbrød regeringen forhandlingerne og gennemtvang med støtte fra Dansk Folkeparti en lov, der ikke løste de to problemer. Til gengæld afskaffede loven kommunernes ret til at kræve sygedagpengerefusionen tilbage fra arbejdsgivere, der selv er skyld i, at deres ansatte er blevet syge på arbejdet. Lovforslaget blev vedtaget med regeringens og Dansk Folkepartis stemmer.
Forud for forhandlingerne erklærede beskæftigelsesministeren desuden i et høringsnotat til lovforslaget, at det var 'for tidligt' at ændre reglerne på de to områder. Det måtte vente til næste revision i 2008.
Men et nyt brev fra 3F Kolding, der også er sendt til forligspartierne bag ændringen af sygedagpengeloven, har øjensynligt fået ministeren på andre tanker.
I så fald kan Tom Larsen måske se lys for oven. Han kom ud for en arbejdsulykke i foråret og fik lavet en aftale om en langsom tilbagevenden til sit job gennem et tre måneders afklaringsforløb med halvt arbejde, halvt sygedagpenge Men arbejdsgiveren fyrede ham uden varsel efter en måned.
Hermed mistede Tom Larsen godt 7000 kroner om måneden, og det er meget, når konen er på barsel, og der er fire børn i huset.
Tom Larsen venter. Venter på hvad Claus Hjort Frederiksen mener med 'hurtigst muligt'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278