Omfanget af ulovlig aktivering i kommunerne er enorm, og problemet er stigende, vurderer 3F, der nu kræver at beskæftigelsesministeren griber ind
Mindst 26 kommuner har fået tilsynsmyndighedernes ord for, at de har misbrugt arbejdsløse i ulovlig aktivering. Det viser en opgørelse lavet af Nyhedsbrevet 3F.
Poul Hansen, arbejdsmarkedspolitisk sekretær i 3F, kræver at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen straks griber ind.
- Hvis beskæftigelsesministeren udviste samme ildhu overfor kommunerne som han gør overfor de ledige, kunne der hurtigt rettes op på forholdene. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje, siger Poul Hansen til Arbejderen.
Forliget 'Flere i arbejde', der blev sat i søen i 2003, afskaffede den gamle begrænsning om, at arbejdsløse ikke måtte sættes til at udføre overenskomstdækket arbejde. Så den eneste begrænsning der i dag ligger for den kommunale produktionsaktivering, er at kommunernes priser ikke må være konkurrenceforvridende.
Men denne begrænsning har kommunerne åbenbart svært ved at overholde, vurderer Poul Hansen. Han foreslår derfor, at kommunerne får deres produktionsaktivering opmålt af kompetente opmålere, som kan afsløre hvis der er tale om konkurrenceforvridende priser.
- Fagbevægelsen har mange kompetente opmålere, der kunne klare den opgave. Og når det så viser sig, at der er tale om konkurrenceforvridning, kunne kommunerne jo passende få besked om at tilbagebetale refusionen for de kontanthjælpsmodtagere, de har udnyttet, foreslår Poul Hansen.
At Poul Hansen siger 'Når det viser sig...' er helt bevidst.
- Omfanget af produktionsaktivering er voksende. Og jeg vil godt sige, at jeg mener der i næsten alle tilfælde er tale om konkurrenceforvridende produktion. Ellers ville de selskaber, der får udført arbejde på disse aktiveringsfabrikker, jo nok have fået det udført andre steder, hvor der er ansat folk på overenskomstmæssige vilkår, der kan sikre hurtige og stabile leverancer, siger Poul Hansen.
Erling Frederiksen, Landsorganisationen af Arbejdsledige, vurderer at mange kommuner, der er blevet afsløret i ulovlig aktivering, fortsætter med denne aktivitet blot med nogle småjusteringer. Det kan Poul Hansen nikke genkendende til.
- Vi ved i hvert fald, at der er nogle kommuner, som går igen i afgørelserne om, at aktiveringsprojekter er konkurrenceforvridende. Det gælder for eksempel Herning og Svendborg.
Begge sider af arbejdsmarkedets parter har været med til at udarbejde Arbejdsdirektoratets vejledning om produktionsaktivering, hvor det klart beskrives hvornår der kan være tale om konkurrenceforvridning. Man kunne så tro, at også de organiserede arbejdsgivere skulle have interesse i at forhindre 'brådne kar' i egne rækker får arbejde udført på konkurrenceforvridende vilkår. Men den interesse har Poul Hansen ikke set noget til.
- Det virker som om det mest drejer sig om at få arbejdet udført til billigste pris - uanset hvad. Jeg har i hvert fald ikke observeret nogen interesse hos arbejdsgiverne i at sikre, at vejledningens bestemmelser følges. Det handler åbenbart kun om at få det billigere, end det det ordinære marked kan præstere.
Disse kommuner er blevet afsløret i en sådan grad ulovlig aktiveringsfusk, at de har fået aktiveringsprojekter stoppet:
Billund, Grindsted, Egtved, Svendborg, Bov, Ølgod, Fredericia, Bjergsted, Bornholm, Herning, Aalestrup, Spøttrup, Vejle, Løgstør, Hillerød, Aalborg, Frederiksværk, Silkeborg, Varde, Hjørring, Esbjerg, Holbæk, Farum, Børkop, Brædstrup, Brønderslev
Kilde: Nyhedsbrevet og Fagbladet 3F
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278