En meget stor del af danskerne mener, at den offentlige service er blevet ringere under Fogh-regeringen
45 procent af den danske befolkning mener, at den offentlige service er dårligere i dag end for fem år siden. Kun 12 procent mener, at den er blevet bedre, mens Anders Fogh Rasmussen (V) har været statsminister.
Tallene stammer fra en analyse, som Epinion har foretaget for Ugebrevet A4.
De godt 1.000 deltagere i meningsmålingen bliver også spurgt om deres syn på udviklingen i kvaliteten i centrale dele af den offentlige sektor, konkret ældreplejen, folkeskolen, sundhedssektoren og dagsinstitutionerne.
Ældreplejen er det serviceområde, der får den dårligste bedømmelse. Hele 60 procent af de adspurgte svarer således, at kvaliteten af de ældres omsorg og pleje er dårligere i dag end i 2001. Blot syv procent mener, at kvaliteten er bedre. Det skal ses i lyset af, at der i 2005 var 44 procent af vælgerne, der mente, at forholdene i ældreplejen var forringet siden regeringens tiltrædelse.
På dårligdommenes andenplads kommer sundhedssektoren. Her vurderer 43 procent, at kvaliteten er værre end for fem år siden. For folkeskolerne og daginstitutionerne deler henholdsvis 33 og 29 procent det synspunkt.
Men selv for folkeskolen og dagsinstitutionerne gælder det, at der er mere end dobbelt så mange, som mener, at kvaliteten er blevet dårligere end omvendt.
Det ligger lige for at tro, at det især er blandt oppositionens vælgere, der er utilfredshed med den offentlige sektor. Undersøgelsen viser imidlertid, at den negative holdning deles af vælgere på tvæs af de politiske partier, indkomst og køn.
Ikke meget tyder på, at den offentlige service bliver bedre næste år, tvært imod. En rundspørge lavet af Jyllands-Posten viser, at halvdelen af landets borgmestre forventer faldende service på en eller flere af de kommunale kerneopgaver.
En af de borgmestre er Nikolai Wammen (S) i Århus. Han offentliggjorde mandag et forslag til kommunalt budget for 2007. Hvor politikerne tidligere har snakket om at finde besparelser for 300 millioner kroner på servicen til de århusianske skatteborgere, så hedder det sig nu, at der skal spares 410 millioner kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278