- Hvor længe kan vores samvittighed bære at se folk lide på denne måde?, spørger flygtningeadvokat og lader kritikken hagle ned over det danske asylsystem

De iranske asylansøgeres sultestrejke har sat fokus på et asylsystem, der producerer desperate flygtninge, der er klar til at sætte livet på spil for at undgå udvisning.
Det mener flygtningeadvokat Helge Nørrung. Han er advokat for en af de tidligere sultestrejkende flygtninge, der i disse dage ligger indlagt med nyresvigt.
- En sultestrejke er med livet som indsats. Sultestrejken er udtryk for en desperat, men berettiget handling. De strejkendes formål er at få opmærksomhed fra den danske offentlighed omkring de afviste asylansøgere, der er så ekstremt bange for at blive returneret, at de begår selvmord, fortæller Helge Nørrung.
Iranerne begyndte netop deres sultestrejke efter at en ad deres venner begik selvmord i asyllejren i Hanstholm den 19. juni. Sultestrejken blev afblæst torsdag, efter at iranerne fik lovning på at få genovervejet deres sag i Flygtningenævnet.
Men sultestrejken er hverken den første eller sidste. Det er ingen tilfældighed, at flere og flere flygtninge er desperate. Helge Nørrung er ikke enige med de politikere, der påstår at asylansøgerne får deres sager behandlet i et velfungerende og retfærdigt asylbehandlingssystem.

Ingen domstolsprøvelse
- Sandheden er, at dette system er stækket gang på gang gennem de sidste 15 år, påpeger Helge Nørrung.
- Tilbage er et administrativt system i to instanser uden adgang til domstolsprøvelse. Flygtningenævnet er ikke en domstol. Lovgivningen har oprettet mange råd og nævn, men kun to former for nævn er ved lov afskåret fra domstolsprøvelse: Forsvarets disciplinærnævn og Flygtningenævnet. Og det på trods af, at asylsager handler om liv og død. Flygtningenævnets medlemstal er skåret fra fem til tre medlemmer, og i denne proces blev Dansk Flygtningehjælp udelukket. De var ellers en kærkommen garant for en vis alsidighed i Nævnet, siger Helge Nørrung.
Tilbage i Flygtningenævnet sidder nu kun: Én dommer, én udpeget af Advokatrådet og én udpeget af Integrationsministeriet (den overordnede instans som afgjorde asylsagen i første instans).
Der er ikke offentlig adgang til Flygtningenævnets sager - heller ikke selvom asylansøgerne anmoder om det.

Tolke uden uddannelse
I asylsagerne er det alene Rigspolitiets tolke, der anvendes. Trods kritik fra asyladvokater, stilles der ingen uddannelseskrav til tolkene, der anvendes i både Udlændingestyrelsen (nu: 'Udlændingeservice') og i Flygtningenævnet.
En asylansøger kan altså være uheldig at få tildelt en dårlig tolk. Ansøgeren har ingen mulighed for at dokumentere, hvad han/hun i virkeligheden sagde under mødet i eksempelvis Udlændingestyrelsen. Modsat flere af vores nabolande, tillader styrelsen ikke at samtalen bliver optaget på bånd.
- Under disse forhold kan der forekomme tilsyneladende ændringer i ansøgers forklaringer, uden at en ansøger har en jordisk chance for at bevise at han har sagt det samme hele tiden. Og en ændret forklaring tolkes sædvanligvis som utroværdighed med afslag til følge. Jeg og mange andre har gang på gang påpeget disse og andre svagheder i asylsystemet, eksempelvis Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder. Men intet er sket. Kun nye stramninger, fastslår Helge Nørrung og fortsætter:
- Hvor længe kan vores samvittighed bære at se folk lide på denne måde? Hvornår vågner politikerne op i tilstrækkeligt antal? Tilstanden i lovgivningen og praksis på udlændingeområdet er en retshistorisk skændsel for et samfund, der ellers har tradition for medmenneskelighed og beskyttelse af de svageste individer.