19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

NNF-formand kræver indsats

NNF-formand kræver indsats

Tirsdag, 04. juli, 2006, 00:00:00

Beskæftigelsesministeren lover at hjælpe den nye storkommune Billund efter to massefyringer

Slagteriarbejderne på Danish Crown i Grindsted gik fredag aften i arbejde igen efter et døgns strejke. De 700 slagteriarbejdere nedlagde arbejdet torsdag som reaktion på, at Danish Crown i Grindsted lukker.
I går blev der arbejdet normalt, selv om mange på slagteriet endnu ikke helt har fattet, at deres arbejdsplads nu lukker, siger formand for NNF Grindsted, Claus Gaarde, til Arbejderen.
- Alle har fået beskeden, men jeg tror ikke, at det har bundfældet sig helt. Vi håber på at kunne se frem og få sat system på, hvordan vi tackler situationen. Vi skal finde ud af, hvor mange der ønsker at fortsætte i Danish Crown. Vi skal også finde ud af noget for dem, der ikke ønsker at blive. De skal have uddannelse gennem AMU, som for eksempel lastbilkort, krankort eller en kort uddannelse inden for murerbranchen for at blive arbejdsmand. Kort sagt inden for de områder hvor de skriger efter arbejdskraft, siger Claus Gaarde.
Det rammer området ekstraordinær hårdt, at varslingen af slagterilukningen kommer lige efter, at LEGO har meddelt, at 900 skal fyres, understreger Claus Gaarde. Det svarer til, at den kommende Ny Billund Kommune mister hver 10. arbejdsplads.
Områdets produktion er i høj grad lavteknologisk, løntung og dermed i særlig risiko for rationaliseringer, udflytning og lukning. Arbejdsstyrkens kvalifikationer afspejler selvfølgelig områdets arbejdspladser. Der er i vid udstrækning tale om ufaglært eller specialiseret tillært arbejdskraft, skriver Claus Gaarde i en beskæftigelsespolitisk notat.
Han understreger, at kvalifikationerne ikke rækker til at dække andre virksomheders behov eller til at tiltrække nye arbejdspladser til området.
- Derfor må det være et krav, at vi både i den aktuelle situation og på lidt længere sigt får sat skub i opkvalificeringen af vores kolleger og borgere i området, siger Claus Gaarde.
Han understreger, at staten og kommunen må træde til med penge, der kan sikre den relevante vejledning og efteruddannelse. Beskæftigelsesministeren lover i Børsen, at hjælpe dem der mister deres arbejde.
Alle der har ledige job, opfordres til at henvende sig til NNF-afdelingen, der vil sikre formidlingen af dem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jul. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland