16 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Minister kan kun tælle til 30

Minister kan kun tælle til 30

Lørdag, 01. juli, 2006, 00:00:00

Socialminister Eva Kjer Hansen mener, at under 30 børn lever barndommen i total fattigdom. Hjælpe-organisationer oplever en helt anden virkelighed

Under 30 børn lever barndommen i total fattigdom.
Det mener socialminister Eva Kjer Hansen (V). Til Nordjyske Stiftstidende siger hun, at hun har svært ved at genkende, at der skulle være stigende behov for hjælp til fattige familier.
Verner Madsen, leder af Kirkens Korshær i Herning, bliver nærmest mundlam, da han præsenteres for socialministerens udtalelser.
- Mener hun 30 fattige i én by eller hele landet? spørger han.
I varmestuen i Herning kommer der hver dag familier med børn for at få et måltid mad sammen med alkoholikere, stofmisbrugere, hjemløse og psykisk syge.
- Politikere kan ikke tælle, konstaterer Vibeke Lind, informationschef i Kirkens Korshær.
Hendes egne erfaringer og tilbagemeldinger fra korshærens 29 varmestuer fordelt over hele landet vidner om en helt anden verden, og socialministerens udtalelser gør hende vred.
- Desværre oplever vi mange forsørgere, som henvender sig til os for at få hjælp. Det er vel at mærke ikke familier, der er på kontanthjælp en enkelt eller to måneder. Vi snakker nærmere om år, siger Vibeke Lind til Arbejderen.
Tendensen bekræftes af Lars Lydholm, informationschef ved Frelsens Hær. Han taler ligefrem om en eksplosion i antallet af henvendelser fra familier, der har så lidt at gøre med, at de er nødt til at bede om hjælp.
- Det er som om ministeren lever i en helt anden virkelighed end vi andre. Vi ser de samme familier år efter år. Der er en meget stor gruppe, som hænger fast i fattigdommen, og de ser ud til at få det værre, siger Lydholm og nøjes med at konstatere at 'man kan få alt ud af tal'.
Eva Kjer Hansen henviser til undersøgelser fra regeringen og Red Barnet, som blandt andet viser, at langt de fleste børn kun oplever økonomisk smalhals i en kortere periode af deres barndom. Hos Red Barnet vedkender man, at det i snit er omkring 30 danske børn, som lever samtlige deres første 18 år i fattigdom. Men programkoordinator Dorrit Hermann mener, at ministeren skyder helt ved siden af, når hun fremhæver det som noget godt.
- Man løber fra den reelle problemstilling. Ifølge EU`s opgørelse lever 90.000 danske børn med en meget stram økonomi i kortere eller længere tid. Og eksempelvis fire år i fattigdom er længe for børn, siger Dorrit Hermann.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jul. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland