I bestræbelserne på at trimme koncernen lukker Danish Crown endnu et slagteri. Denne gang går det ud over Grindsted og Vejle
Ved udgangen af september kommer den sidste gris under kniven på Danish Crowns slagteri i Grindsted. Samtidig lukker udbeningsafdelingen i Vejle.
Det besluttede en enig bestyrelsen i koncernen onsdag og torsdag over middag gik beskeden videre til de chokerede slagteriarbejdere.
- Det er den værste besked, man kan få. Det kommer fuldstændig bag på mig, og jeg har da lige skullet synke et par gange. Jeg har været fuldstændig overbevist om, at en lukning aldrig ville overgå os, siger en chokeret men dog fattet tillidsmand, Kent Kaltoft, til Arbejderen kort efter den triste melding.
Han havde set frem til en fridag fredag, men nu har han svært ved at overskue, hvornår han næste gang får én af slagsen.
- Det må komme i anden række. Nu handler det om kollegerne, der skal sikres den bedst mulige hjælp til at komme ordentligt herfra, siger Kaltoft, der selv har været ansat på slagteriet siden 1984 og beklædt tillidsmandsposten i godt tre år.
Som en slags trøst lover koncernledelsen, at 'ingen bliver tabt på gulvet'. Som der så rigtigt står, har Danish Crown mange erfaringer med massefyringer. Ledelsen forventer, at kunne tilbyde en stor del af de 700 ansatte arbejde på de otte Danish Crown-virksomheder, der ligger i nærheden af Grindsted, hedder det i en pressemeddelelse.
De to midtjyske byer, Grindsted og Billund, kommer fra 1. januar 2007 til at indgå i samme kommune, Ny Billund Kommune.
Meldingen om lukningen af slagteriet kommer kort tid efter Legos offentliggørelse af, at de flytter hovedparten af produktionen til udlandet. Derfor rammer lukningen af endnu en stor arbejdsplads i området ekstra hårdt.
- Den nye kommune ryger fra erhvervslivets superliga ned i serie fire, lyder kommentaren fra Claus Gaarde, formand for den lokale NNF-afdeling.
Han er både bitter og chokeret og meget uforstående overfor, at det er Grindsted, der skal lukkes.
- Vi har fået den ene integrationspris efter den anden. Folk har været utroligt fleksible, og bygningerne hører til nogen af de bedre i landet.
Fredag deltager Claus Gaarde i et møde sammen med formanden for 3F og lokalpolitikere. Her skal der snakkes muligheder for de mange borgere, der snart står uden job, og Gaarde håber 'at både lokalpolitikere og folketingspolitikere vil spille med i det her, selvom vi ikke står midt i en valgkamp'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278