18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ungdomsklasse lurer i kulissen

Ungdomsklasse lurer i kulissen

Fredag, 23. juni, 2006, 00:00:00

Regeringens drøm om 10. klasse som indslusning til erhvervsuddannelserne lever videre, advarer Danmarks Lærerforening

10. klasse bliver et vigtigt redskab for at sikre, at de unge bliver klar til at tage en ungdomsuddannelser. Godt nok er regeringens forslag om en såkaldt ungdomsklasse (som skulle være en direkte brobygning til erhvervsuddannelserne) taget af bordet. Men der lægges alligevel op til at ændre indholdet i 10. klasse, så den '...målrettes elever som har behov for yderligere faglig kvalificering og uddannelsesafklaring for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse'.
- Vi er meget spændte på, hvad vi skal lægge i den formulering. Det er jo netop ord, som regeringen brugte, da man ville have færre elever i 10. klasse. Vi har afleveret over 100.000 underskrifter fra danskere, der kræver at 10. klasse bliver bevaret, med de kvaliteter der er i dag. Det har lagt pres på regeringen. Men kampen er ikke slut. Der er fortsat brug for at kæmpe for, at 10. klasse fortsat er et tilbud for unge, der måske har en ide om hvad de vil, men vil være på den sikre side. Det vil forebygge at de dropper ud senere, siger Aksel Kramer, konsulent med speciale i 10. klasse hos Danmarks Lærerforening, til Arbejderen.
Først til efteråret kommer partierne bag velfærdsaftalen med et konkret bud på, hvad indholdet skal være i den nye 10. klasse.
Der er også ændringer på vej i erhvervsskolerne. Her skal der oprettes korte kurser.
- Det vil måske give nogle, der har svært ved at gå i skole en ny chance. Faren er, at erhvervsuddannelserne bliver udvandet, fordi de kommer til at bestå af hurtige, smarte kurser, der skal få unge hurtigt igennem systemet.Samtidig kan jeg godt frygte, at der ikke vil være nogen job at få til dem, der tager en kort uddannelse, siger Jens Porsgaard Nielsen, formand for Erhvervsskolelederne i Danmark til Arbejderen.
I stedet bør partierne bag velfærdsreformen give de unge en uddannelsesgaranti, mener han.
- Desværre er aftalen ikke særlig konkret, når det gælder om at sikre flere praktikpladser. Der er brug for at forpligte alle større virksomheder til at stille praktikpladser til rådighed, så de unge kan få en uddannelse, opfordrer Jens Porsgaard Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland