18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Racismen væk fra Aalborg

Racismen væk fra Aalborg

Onsdag, 21. juni, 2006, 00:00:00

Aalborg har fået sin egen afdeling af Anti Racistisk Netværk. Gruppens første opgave gik ud på at vaske byen ren for racistisk og nazistisk grafitti

Bevæbnet med spande, børster og skrappe rengøringsmidler gik en større flok anti-racister mandag eftermiddag på gaden i Aalborg.
Med truende tordenskyer hængende over hovedet gik de i gang med at fjerne nazi-kors og racistisk graffiti, som der var masser af ved jernbanebroen og cykeltunnelen i Nørresundby.
- Vi vil ikke acceptere at bo i en by, hvor racisterne sætter dagsordenen i gadebilledet. Derfor har vi sat os for at gøre byen ren for det racistiske svineri, siger Casper Astorp, talsmand for det nystiftede Anti Racistisk Netværk Nordjylland til Arbejderen.
Mandagens aktion skulle være med til at markere stiftelsen af Anti Racistisk Netværk Nordjylland, der blev til for godt en uge siden med mere end 50 deltagere.
- Vi er overvældede over den store tilslutning og opbakning til netværket. Både unge og ældre bakker kampen mod racismen op, så den yderste højrefløj kan forvente sig kamp til stregen, siger Morten Wulff, studerende på Aalborg Universitet.
Han var, sammen med andre studerende, AAB fans og beboergruppen Skansen mod nazisme, initiativtagere til det stiftende møde.
Aalborg by har igennem flere måneder oplevet hvordan stærkt fremmedfjendske kræfter har forsøgt at udbrede deres ekstreme holdninger.
Mere end 100 nordjyder med fremmedklingende navne har modtaget trusselsbreve fra 'nationalsocialistisk indstillede nordjyder'. Modtagerne bliver af nazisterne truet til at forlade landet, mens de endnu har mulighed for det. Brevene indeholder, ud over trusler og racistiske bemærkninger, billeder af nazistiske ledere som Adolf Hitler og Rudolf Hess.
Politiet har endnu ingen mistanke til konkrete personer, men de er i gang med at efterforske sagen, som de tager særdeles alvorligt, oplyser kriminalinspektør Aage Nørgaard Jensen fra Aalborg Politi.
Højreekstremisterne har også markeret sig ved at sprede klistermærker med nazi-kors, med hærværk mod det alternative spillested 1000fryd og en bombetrussel mod Aalborg banegård.
- Aalborg bør i stedet være kendt for tolerance, mangfoldighed og ikkevold. Derfor laver vi nu et modspil og aktionen med at fjerne den nazistiske og racistiske graffiti var kun den første aktion fra vores side, lover Casper Astorp.

Anti Racistisk Netværk kan kontaktes på tlf.: 5049 5613. Læs mere på www.antiracist.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland