Århus Byråd vil til næste år spare omkring 50 chauffører væk, men 80 har allerede forladt Århus sporveje
Ledelsen i Århus Sporveje truer chaufførerne med fyringer. Ledelsen har sat en fyringsproces i gang over for omkring 50 chauffører, som ledelsen mener er langtidssyge.
Men hvad kalder ledelsen for langtidssyge. Ifølge formand for chaufførernes brancheklub i FOA Johnny Fischer er der trusler imod samtlige sygemeldte chauffører.
- Det er fantastisk, at sporvejene nu skærper tonen over for medarbejderne, der er syge, når de godt ved, hvad der gør folk syge. De går ud i medierne og truer. Er det en fin måde at gøre det på? Det bliver ingen raske af, siger han til Arbejderen.
Sygemeldinger eksploderede i april, da ledelsens nye køreplan trådte i kraft. Men ifølge direktør i Århus Sporveje, Torben Høyer, har 325 chauffører slet ingen sygedage haft i denne periode. Derfor konkluderer han, at det har været muligt at arbejde efter den nye vagtplan uden at blive syg. Derfor er vagtplanen bedre end sit rygte, påpeger han i Jyllands-Posten.
Samtidig understreger han, at den store gruppe er villig til at gennemføre de store forandringer, der skal til, for at selskabet overlever. Århus Sporveje er blevet pålagt at spare omkring 20 millioner kroner på budgettet for 2007. Blandt andet forventer man, at der skal skæres 50 job blandt chaufførerne.
Denne besparelse er ledelsen allerede i fuld gang med. På nuværende tidspunkt er der ansat 625 buschauffører ved Århus Sporveje mod tidligere 711. Derfor har ledelsen af Sporvejene allerede gennemført byrådets besparelser og mere til, konkluderer Johnny Fischer.
- De ansætter ikke lige så mange folk som der forlader chaufførjobbet. Mange er psykisk knækket på jobbet. Jeg har fået en del anmeldelser fra Arbejdstilsynet, hvor folk har anmeldt arbejdsbetingede lidelser på grund af arbejdsforholdene. Lige nu er der ingen, der kan planlægge ud i fremtiden, siger Johnny Fischer.
Ledelsen ved Århus Sporveje har på kort tid ødelagt, hvad Johnny Fischer kalder for korpsånden i virksomheden. Chaufførerne er i dag bare et nummer og der er ikke længere vilje til at fastholde nedslidte chauffører som tidligere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278