18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Myte om skadestuebesøg

Myte om skadestuebesøg

Onsdag, 14. juni, 2006, 00:00:00

Gang på gang hører vi, at alt for mange tager på skadestuen uden grund. Men påstanden er ikke dokumenteret

I forbindelse med den store omlægning af hele sygehusvæsenet, lægges der op til, at samtlige skadestuer i landet skal være visiteret.
Det betyder på godt dansk, at man ikke bare kan tage hen på skadestuen, men at man først skal gennem en 'sluse'.
Et af de tal, der går igen i debatten om visitering af skadestuer er oplysningen om, at seks ud af ti besøg på skadestuen er helt overflødige, idet vedkommende lige så godt kunne være tilset af egen læge.
Amtsrådsforeningens blad Mandat er gået på jagt, for at finde kilden til dette tal.
Og Mandat når til en højst overraskende opdagelse: der er nemlig slet ikke tale om et tal, der er dokumenteret.
Tallet opstår således helt tilbage i 1997. Her skriver to praktiserende læger i et debatindlæg i Ugeskrift For Læger: 'Det er således min påstand, at op imod to tredjedele af de patienter, der søger de københavnske skadestuer ...uden videre kunne afvises og vurderes af prakticus'.
Med dette debatindlæg som kilde dukker tallet op igen i en rapport fra Praktiserendes Lægers Organisation, fra 2004: 'Det hævdes ofte, at 60 procent af henvendelser til eksisterende skadestuer er almenmedicinske', står der i rapporten.
Rapporten bliver nu igen brugt som kilde til Sundhedsstyrelsen, der herefter omtaler tallet som et dokumenteret faktum.
Mandat sammenligner historien med H.C. Andersens eventyr om fjeren, der blev til fem høns.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland