18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ud over rampen

Ud over rampen

Tirsdag, 13. juni, 2006, 00:00:00

Kommunisterne i Århus er blevet mere kendt gennem en aktiv og udadvendt profil. Især de unge medlemmer er gået aktivt ind i arbejdet

- Den partikampagne vi har gennemført i Århus har medført, at vi er kommet ud over rampen. Vi er blevet mere synlige og kommet i offensiven på en række spørgsmål.
Det fortæller Peter Rasmussen, som har deltaget aktivt i den århusianske kampagnegruppe.
Han har også arbejdet med at fremstille noget af det materiale, som er blevet brugt i den kampagne, som DKP/ML satte i gang i november sidste år til forsvar for de demokratiske rettigheder. Formålet var blandt andet at sætte fokus på konsekvenserne af den danske terrorpolitik.
I Århus blev kampagnen skudt i gang med en gadeaktion, hvor hele afdelingen gik på gaden for at uddele aviser og løbesedler, samt gennemførte et bannerdrop.

Nazi-angreb
Der blev imidlertid sat yderligere fokus på partiet fra en noget uventet kant, da afdelingens lokaler, Café Oskar, i december blev angrebet af nazisterne i Århus.
- I den situation lykkedes det os også at få vendt situationen til noget positivt. Politiet og nogle medier forsøgte at tegne et billede af os som en venstreekstremistisk gruppe i slagsmål med de højreradikale. Det billede fik vi tilbagvist fordi vi gik i offensiven, også i forhold til medierne, forklarer Peter Rasmussen.
Konkret skete det ved en række initiativer, hvor bogcafeen og partiet henvendte sig direkte til naboerne i Mejlgade og til befolkningen i Århus.
Kampen mod nazisterne er ikke det eneste som har været med til at kaste lys på de århusianske kommunister. Et andet eksempel er indsatsen i forhold til Vestas, som har solgt vindmøller til den amerikanske Guantanamo-base i Cuba.

Kritisk aktionær
- Da den sag blev rejst første gang, gennem en artikel i Arbejderen, var der ikke mange som tog den alvorligt. Men da partiafdelingen tog sagen op igen efter et par måneder og udsendte en pressemeddelelse om sagen, fik vi lige pludselig masser af spalteplads i Randers Amtsavis.
For at holde fast i sagen besluttede partiafdelingen at købe en aktie for at deltage på Vestas` generalforsamling som kritisk aktionær. Også det gav presseomtale og medførte, at direktøren for Vestas, Ditlev Engel var nødt til at omtale sagen i sin beretning.
- Det var en hel ny slags aktion for os, som har været lærerig. I det hele taget har det været godt, at vi har brugt flere forskellige værktøjer, lavet mange forskellige aktiviteter. Vi har også afholdt en hel solidaritetsuge i Cafe Oskar samt nogle Cuba-dage, begge dele var en god succes.
Især de unge medlemmer har med stor energi kastet sig ind i aktiviteterne.
- Vi har fået en mere ung profil og et aktivistisk 'drive', som også har været rigtig godt. Samlet set har det været med til at gøre kommunisterne mere kendt og det har styrket vores partiafdeling, opsummerer Peter Rasmussen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland