Vores velfærdssamfund står i en skæbnetime, mener LO-næstformand. Alligevel er Socialdemokraterne klar til at indgå forlig
Der er stor risiko for, at det danske velfærdssamfund, som vi har været vant til i årtier, kan blive ødelagt og forsvinde om føje år.
Det mener Tine Aurvig-Huggenberger, der er næstformand i LO:
- Når vi først begynder at pille ved de helt centrale kerneydelser, så mister samfundet sin sammenhængskraft. I dag kender vi hinandens levevis, vi indlægges på de samme sygehuse, på de samme stuer, direktørens søn går i skole med arbejdsmandens datter. Det er alt det, der binder vores samfund sammen. Men det er ikke givet, at det bliver ved med at være sådan, hvis vi får en opdeling i 1. og 2. klasses stuer på sygehuset, 1. og 2.klasses skoler, sagde LO`s næstformand, da hun i torsdags holdt oplæg på en konference om velfærd i Århus.
Konferencen var arrangeret af 'Velfærdssamarbejdet', der blandt andet består af LO, FTF og Den Kommunale Fællesrepræsentation i Århus.
Alligevel var Tine Aurvig-Huggenberger urokkelig i sin støtte til, at Socialdemokraterne skal gå med i et forlig, der skærer ned på velfærden.
- Jeg håber, det lykkes for S og SF at få luget nogle af tidslerne ud. Vores erfaring er, at de reformer, der indgås med et bredt flertal, er dem, der holder bedst. Og det er blevet lettere for S og SF at sidde med ved forhandlingsbordet, her efter 17.maj-demonstrationerne, der virkelig rystede V og K, beretter hun.
- Forhandlingerne er inde i en meget intensiv fase, og jeg tror på et bredt forlig omkring Sct.Hans.
Næstformanden i LO lægger vægt på, at også LO tager medansvar for de store reformer. Som eksempel nævnte hun, at LO nu forhandler om efteruddannelse, som en del af den næste overenskomst, delvis finansieret af arbejdsmarkedets parter
- Vi går jo ikke ind i trepartsdrøftelser for at være med til at skære ned. Vi har tradition for at lave brede trepartsløsninger. Tænk blot på arbejdsmarkedspensionen, en ekstrem vidtrækkende reform, som gør, at Danmark i dag har langt mindre problemer med en truende pensionsbombe end andre lande, som for eksempel Tyskland, forklarede hun.
- Det er en smuk tradition. Det er den danske model, når den er bedst.
Også Pia Gjellerup slog fast, at Socialdemokraterne vil være med til at gennemføre nedskæringer i velfærden.
- Jeg kan godt love, at der kommer en bred aftale i hus om efterløn. En aftale, hvor vi også er med, sagde Pia Gjellerup til de fremmødte på konferencen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278