18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskerne vil stemme om traktat

Danskerne vil stemme om traktat

Tirsdag, 06. juni, 2006, 00:00:00

Folkebevægelsen mod EU krævede på grundlovsmøderne i går folkeafstemning om en light udgave af en EU-grundlov. Et flertal af befolkningen er enig

Hvis et flertal i Folketinget godkender en såkaldt light udgave af en EU-grundlov, uden folkeafstemning, bliver det i strid med befolkningens ønsker. For uanset om EU bliver enig om en tyndere udgave af en forfatning for EU, vil et flertal af danskere stemme om den.
64,6 procent af vælgerne i Danmark ønsker en folkeafstemning før traktaten bliver gennemført. Kun 27,4 procent siger nej til en afstemning, og 7,9 procent svarer ved ikke i en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har indsamlet i sidste uge.
Dermed underkender befolkningen udenrigsminister Per Stig Møllers strategi om at gennemføre en EU-grundlov uden at spørge befolkningen. Udenrigsministermødet i EU blev for nylig enige om at forlænge tænkepausen frem til 2008. Men der lå også et signal om en forfatning i en slankere udgave.
- Det er glædeligt, at tænkepausen bliver forlænget. Det giver os mulighed for at fundere grundigt over, hvad vi vil nu. Hvis vi vil, og hvis regeringen dropper alle planer om at snige en EU-grundlov i mere eller mindre 'light' udformning ind af bagdøren, ja så er alle døre åbne, siger Ditte Staun fra Folkebevægelsen mod EU, der mandag talte på grundlovsmøderne i Århus og Silkeborg.
Det er dog usikkert om Folketinget vil sende en 'light' udgave til folkeafstemning. Der vil kun blive en afstemning hvis den nye forfatning betyder mere magt til EU, mener Venstre. Socialdemokraternes ordfører, Henrik Sass Larsen, støtter heller ikke umiddelbart en afstemning.
- Jeg tror danskerne vil blive vrede på os hvis vi kommer med en folkeafstemning som der ikke er indhold i, siger han til Børsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland