18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vismænd foreslår oliefond

Vismænd foreslår oliefond

Fredag, 02. juni, 2006, 00:00:00

I 2010 ville der ligge 100 milliarder kroner i oliefonden, der kunne bruges til fremtidig velfærd

Statens indtægter fra olien i Nordsøen skal ikke gå til at finansiere skattelettelser og skattestop.
I stedet skal de mange milliarder samles op i en særlig oliefond, så de sikres, også for de fremtidige generationer.
Det foreslår Det Økonomiske Råd, som i går udgav dets halvårlige 'vismandsrapport'.
'Det primære formål med fonden vil være at sikre, at de midlertidige indtægter fra en udtømmelig naturressource konverteres til varige indtægter for staten. Afkastet af en udtømmelig naturressource bør ikke kun tilfalde de nulevende generationer', skriver vismændene.
I samme åndedrag kritiserer vismændene VC-regeringens skattestop, og frem for alt skattestoppet på boliggevinster. Skattestoppet 'medfører en løbende udhuling af de offentlige indtægter', skriver vismændene.
Ideen om en oliefond, der kan sikre værdien af de midlertidige olieindtægter for hele samfundet, er hentet fra Norge.
Sidste år tjente den danske statskasse omkring 35 milliarder kroner på Nordsøolien. Det er næsten dobbelt så meget, som der var forventet. Årsagen er de meget høje prisstigninger på olie.
Med de nuværende priser på olie ville fonden vokse til 100 milliarder i 2010 og 180 milliarder kroner i 2015. Det viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervråd, der også støtter dannelsen af en oliefond.
Jesper Jespersen, der er professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter og medlem af Den Alternative Velfærdskommission, mener, at der også er en anden mulighed:
- Man kunne også vælge at lade være med at pumpe olien i Nordsøen så hurtigt op. Rent miljømæssigt burde vi passe bedre på vores råstoffer, for de bliver knappe i fremtiden, siger Jesper Jespersen til Arbejderen.
- Og så burde pengene fra en sådan oliefond øremærkes til hurtigst muligt at omstille samfundet til vedvarende energi. Det er det bedste, vi kan gøre for vores børn og børnebørn, slutter han.


Fakta om norsk oliefond:* Den norske oliefond blev grundlagt i 1990.
* I dag står der omkring 1400 milliarder norske kroner i fonden. Det svarer til mere end en kvart million danske kroner per nordmand.
* Rundt regnet halvdelen af pengene kommer fra skatteindtægter fra olien, halvdelen fra den norske stats direkte deltagelse i olieudvindingen.
* Oliefondens formål er at sikre penge til fortsat velfærd i bjerglandet, hvis olien skulle slippe op en dag. Sidste år forrentede oliefonden sin formue med omkring 10 procent.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland