Både arbejdsgiverorganisationer og forbundsledelser udtrykker tilfredshed med endnu ikke offentliggjort kompromis om Servicedirektivet
- Nu må al snak om at Servicedirektivet underminerer det danske arbejdsmarked, forstumme.
Det siger Jens Boe Andersen, EU-chef i Dansk Metalarbejderforbund, efter at EU`s ministerråde mandag har indgået et kompromis om det omstridte Servicedirektiv.
Men der er fortsat grund til at være endog meget kritisk overfor direktivet, mener ATTAC`s Kenneth Haar, der dog tager det forbehold, at Ministerrådets kompromis i går endnu ikke var offentliggjort.
- Men det står fast, at de mest omdiskuterede artikler, artikel 16 og 17, ikke er ændret i forhold til Kommissionens seneste forslag. Det vil betyde, at dansk fagbevægelse vil få meget svært ved at skaffe sig viden om, hvilke serviceudbydere fra andre EU-lande der opererer i Danmark - og om der er 'falske selvstændige' imellem, forklarer Kenneth Haar.
At ministrene var gået i en stor bue uden om artikel 16 og 17, kom frem på pressemødet efter mandagens ministerrådsmøde. Desuden skal der i forbemærkningerne til direktivet være sket en yderligere understregning af, at det ikke er i modstrid med direktivet at kræve, at serviceudbydere fra andre EU-lande følger nationale overenskomster. Det er sket på dansk og svensk initiativ.
Til gengæld har de nye EU-lande fået strammet op omkring den 'screening', der skal foretages af de enkelte EU-landes lovgivning, så alle love og regler, der strider imod direktivet, bliver fanget op og kendt ugyldige hurtigst muligt efter at direktivet er trådt i kraft.
Det vækker ikke bekymring hos Dansk Metals EU-chef. Snarere tværtimod.
- Servicedirektivet indeholder beklageligvis fortsat en række undtagelser. Det er ærgerligt, men må ikke overskygge, at det er lykkedes at træffe en beslutning om at skabe et indre marked for tjenesteydelser, siger Jens Boe Andersen.
Andre topledere i fagbevægelsen udtrykker også tilfredshed.
- Med det forbehold, at vi ikke kender den endelige tekst, så kan vi naturligvis kun være tilfredse med, at arbejdsmarkedsforhold heller ikke er med i ministrenes udgave af servicedirektivet. Alt andet ville også have været helt og aldeles uacceptabelt, siger Steen Andersen, næstformand i 3F.
- Servicedirektivets forbud mod kontrolforanstaltninger vil sandsynligvis træde i kraft næsten samtidig med at Østaftalens overgangsbestemmelser udløber i 2009. Hvordan vil situationen se ud til den tid? Det burde fagbevægelsen tage med i overvejelserne, siger Kenneth Haar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278