- Vi har lært af Frankrig, at det kan betale sig at fortsætte kampen, lyder budskabet fra de studerende, der i går besatte sociologistudiet i Københavns
Universitetsbesættelserne spreder sig i kølvandet på onsdagens massive demonstrationer mod regeringens velfærdsforlig: Torsdag blev en del af Århus Universitet besat. I går kom turen til sociologistudiet på Københavns Universitet. Og på mandag bliver Aalborg Universitet besat.
- Det er ikke noget vi har koordineret. Det sker helt spontant, fortæller talsmand Andreas Muldvad til Arbejderen. Han er med i aktionsgruppen 3procent-netværket.
Han understreger, at de store demonstrationer i onsdags ikke må være afslutningen, men begyndelsen på protesterne.
- Demonstrationerne var kun startskuddet til, hvad regeringen kan forvente. Vi besætter vores fakultet for at sende et klart signal om, at regeringen ikke kan ånde lettet op. Vi nægter at lægge ryg til regeringens økonomiske pisk. Vi har lært af Frankrig, at det kan betale sig at fortsætte kampen. Vi har tænkt os at fortsætte alliancen med fagbevægelsen - det er kun et spørgsmål om tid, før regeringen bukker under, mener Andreas Muldvad.
I alt 100 studerende fra hele universitetet bakkede op om besættelsen i går. Andreas Muldvad var blandt de første, der på slaget syv blokerede alle indgange med vagter, borde og bænke.
De studerende er vrede over, at regeringen vil skære i SU`en og ændre i de taxameter-penge som universiteterne modtager fra starten.
- Det vil smadre universiteternes økonomi og føre til hidtil uset disciplinering og ensretning. Universiteterne fratages ethvert økonomisk grundlag for at undervise studerende, som er længere tid om studiet end normeret plus et år. Det forslag rammer især svage studerende, advarer Andreas Muldvad.
Studenterrådet på Københavns Universitet bakker op om besættelsen.
På mandag følger Aalborg i København og Århus` fodspor
- Vi vil sende et klart signal til regeringen. Vi vil ikke finde os i disse forringelser. Specielt ikke når finansloven viser et større overskud end nogensinde, og når de største danske virksomheder hiver rekordstore overskud hjem, siger sociologistuderende, Brian Skov Nielsen, fra Aalborg Universitet.
Socialdemokraterne hoppede i går med på regeringens vogn om at give dårligere vilkår for unge, der starter senere på en videregående uddannelse. Socialdemokraterne foreslår, at unge der venter mere end to år efter skolen med at tage en videregående uddannelse, skal straffes ved at blive sat bagerst i køen når de søger ind.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278