Forringelse af efterlønsordningen kan få nogen til at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, mener lektor Per H. Jensen
Regeringen ønsker at hæve tilbagetrækningsalderen, derfor skal vi først kunne gå på efterløn, når vi er 63 år.
- Politikerne får det til at fremstå som et frit valg, om man vil gå på efterløn eller ej, og hvis de ældre ikke vælger som vi ønsker, må vi tvinge dem til at blive længere på arbejdsmarkedet, siger Per H. Jensen.
Han er lektor på Ålborg Universitetscenter og var en af oplægsholderne, da fem fagforbund holdt høring om efterlønnen i sidste uge.
Per H. Jensen stiller et stort spørgsmålstegn ved, hvor frit et valg det er, når 60-årige går på efterløn.
- Det er udenfor enhver diskussion, at der er en sammenhæng mellem sygdom og hvornår man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Velfærdskommissionen og regeringen siger, at dem der går på efterløn er stort set lige så friske, som dem der bliver. Men tallene viser, at folk på efterløn er betydeligt mere syge, end dem der bliver på arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 60 år. Og dem der går på efterløn, har også en overdødelighed i forhold til den anden gruppe.
Per H. Jensen undrer sig over, at efterlønnen igen skal forringes under henvisning til, at ældre ikke arbejder længe nok.
- Da efterlønsordningen blev ændret i 1999, sagde politikerne, at formålet var at hæve erhvervsfrekvensen blandt ældre med fire til fem procent inden 2010. Men allerede nu, er erhvervsfrekvensen steget mere end de fire til fem procent.
Det får ham til at konkludere, at politikerne vil blive ved med at forringe efterlønnen, til den er helt afskaffet. Men han stiller et stort spørgsmålstegn ved den økonomiske gevinst.
- Regeringen vurderer, at cirka ti procent af dem der i dag går på efterløn, inden de er fyldt 63 år, vil ryger over på en anden permanent forsørgelse som for eksempel førtidspension. Jeg mener, at det nærmere vil dreje sig om 50 procent, som ikke har noget andet alternativ. Vi kan ligefrem risikere, at forringelsen af efterlønnen vil sænke tilbagetrækningsalderen. I dag er der mange i slutningen af 50`erne som har smerter og andre problemer, men de hænger på til de bliver 60 og kan gå på efterløn. De vil måske nu søge førtidspension, inden de fylder 60.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278