17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pædagog-strejke mod nedskæringer

Pædagog-strejke mod nedskæringer

Onsdag, 17. maj, 2006, 00:00:00

Pædagogerne i Hillerød, Skævinge og Ballerup tog tirsdag til Christiansborg i protest mod nedskæringer som følge af strukturreformen. 500 deltog

Udligningsreformen vil ramme Hillerød og Ballerup kommuner hårdt. Det vil betyde pædagogfyringer og lukkede institutioner i op til to uger om året.
Det vil de ansatte i daginstitutionerne ikke finde sig i, og de gik derfor i strejke tirsdag morgen.
Men de ansatte pædagoger og pædagogmedhjælpere står ikke alene. Tirsdag blokerede forældrene i Ballerup institutionerne i protest imod nedskæringerne og for at støtte de strejkende.
Arbejderen fangede fællestillidsrepræsentant Conny Madsen over en mobiltelefon, da de strejkende var på vej ind til Christiansborg for at protestere.
- Konsekvenserne af udligningsreformen er, at vi skal spare 89 millioner kroner i Hillerød. Det kommer oven i, at vi lige har sparet 26 millioner kroner. Det vil betyde meget på den enkelte institution, siger hun til Arbejderen.
Ifølge Hillerød Kommune vil besparelser på 89 millioner kroner betyde, at 40 pædagogstillinger bliver nedlagt, og at institutionerne skal lukke i to uger om året. Samtidig skal forældrene selv medbringe bleer til de små, og maden bliver fjernet.
- Det er drastiske nedskæringer. Derfor er pædagogerne utilfredse og holder en faglig dag for at markere, at de ikke synes, det er i orden. Vi er i forvejen udsat for nedskæringer på 26 millioner i år, siger Conny Madsen.
Udligningsreformen er endnu ikke vedtaget, så derfor håber pædagog Bettina Nygaard fra daginstitutionen Lønhuset i Hillerød, at politikerne besinder sig oven på den demonstration, som de strejkende i går gennemførte foran Christiansborg.
- Vi deltager også i dag, så mange vi kan. Demonstrationen i dag håber jeg også kan have en effekt på udligningsreformen, siger hun til Arbejderen.
Tue Tortsen, byrådsmedlem for Fælleslisten i Hillerød, kritiserer udligningsreformen for at føre til nedskæringer i Hillerød. Fælleslisten i Hillerød er ikke modstandere af at hjælpe andre kommuner, der har større problemer end Hillerød, men er imod at det fører til sociale nedskæringer, når der er overskud i statskassen.
Pædagogerne genoptager arbejdet i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland