16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ikke råd til at læse lektier

Ikke råd til at læse lektier

Tirsdag, 09. maj, 2006, 00:00:00

Allerede i dag kan mange unge ikke klare studietiden uden hjælp fra forældre og lån. Med velfærdsudspillet forstærkes den sociale ulighed, siger studerende

- Regeringens såkaldte velfærdsudspil på SU-området rammer helt åbenlyst socialt skævt.
Formanden for de danske handelsskoleelever, Anders Friis-Hansen, sidder vred tilbage efter at have tygget sig igennem regeringens velfærdsudspil. Derfor skal han med til demonstrationen mod regeringens velfærdsudspil på næste onsdag den 17. maj.
Det samme skal Rasmus Gudmandsen fra Erhvervsskolernes Elev-Organisation.
- De studerende må klare sig for 1000 kroner mindre i SU om måneden, indtil de består deres semester-eksamen. Det forslag vil ramme især de unge, der ikke har en mor og en far der kan give dem et tilskud til bøger og husleje. Det betyder mere arbejde efter skole og dermed yderligere risiko for at dumpe eksamen og dermed gå glip af yderligere SU, advarer Rasmus Gudmandsen overfor Arbejderen.
Foreløbig bakker også de lærerstuderende, gymnasieeleverne, de pædagogstuderende og de sygepejestuderende op om demonstrationen. Hertil kommer en række faglige organisationer. Alle er de gået sammen i 17. maj initiativet.
En af de i alt fem paroler for demonstrationen lyder kort og godt: Bevar SU`en! Det er der en grund til. Regeringen gør nemlig med sin velfærdspakke klar til at skære i SU`en og pille ved principperne om, at SU skal være for alle.
Hele SU-systemet skal omdannes til et redskab, der skal piske de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet: Unge der ikke går den direkte vej eller som har særlige behov skal straffes på pengepungen. Eller sagt med regeringens egne ord taget fra velfærdsudspillet, SU`en skal '...bruges som et aktivt redskab, så de studerende kan se en fordel ved at starte tidligere og gennemføre studierne hurtigere'.

Sen start straffes
Regeringen er klar til at tage flere midler i brug: Unge, der starter på en videregående uddannelse senere end to år efter deres eksamen, skal have 1000 kroner mindre om måneden.
- Kan du forestille dig en 25-årig læge, der har taget den direkte vej fra folkeskolen til universitetet? Hvordan har sådan en læge tænkt sig af tage sig af en kvinde, der er blevet gennembanket af sin mand? Mange uddannelser forudsætter livserfaring. Det vil regeringen nu sætte en bremse for, mener Anders Friis-Hansen.
Også de sygeplejestuderende vender tommelfingeren nedad.
- Gennemsnitsalderen på vores studie er forholdsvis høj, nemlig 24,2 år. Jeg kan godt frygte, at det vil blive svært at rekruttere sygeplejestuderende, hvis regeringen gør alvor af at straffe unge, der ikke går i gang med en videregående uddannelse i løbet af to år efter gymnasiet, siger Signe Hagel Andersen, formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, til Arbejderen.
Hvert år falder en tredjedel af de studerende på sygeplejeskolerne rundt om i landet fra. Det skyldes ofte, at de er chokerede over at komme ud i den virkelige verden uden for studiemiljøerne og opleve syge mennesker og stress på et hospital.
- En sen studiestart er ofte udtryk for, at de unge har været ude at prøve kræfter med livet og måske været ude på en arbejdsplads. De er altså bedre rustet til at gå i gang med en uddannelse og har større muligheder for at gennemføre den, mener Signe Hagel Andersen.

Straf til dumpere
Også de unge der gør som regeringen siger og tager den direkte vej til universitetet eller anden videregående uddannelse, risikerer at få skåret i uddannelsesstøtten: Hvis du dumper til en semester-eksamen mister du 1000 om måneden, indtil du (måske) består. Et semester er på seks måneder. Den studerende går altså glip af i alt 6000 kroner, hvis han/hun først kan komme op til en ny eksamen til næste semester.
- Det er rigtig mange penge at miste for en studerende. Udover at skulle læse til flere eksamener bliver dem dumpede nødt til at tage mere arbejde ved siden af studierne for at få tjent de 6000 kroner ind, som vedkommende må undvære fordi han/hun er blevet dumpet, konstaterer Anders Friis-Hansen.

Nødt til at arbejde
I sidste måned foretog Landssammenslutningen af Handelsskoleelever en rundspørge hos 350 handelsskoleelever fordelt over hele landet: 2/3 af eleverne svarede tilbage, at de var nødt til at arbejde ved siden af studierne for at have penge nok.
- SU er i forvejen alt for lav til at kunne dække alle de studerendes omkostninger til bøger, husleje og et socialt liv. Nu lægger regeringen op til at gøre SU`en endnu lavere. Det gavner ikke de unge - og slet ikke dem med faglige problemer - at de er nødt til at 12, 15 og 20 timers ugentligt arbejde ved siden af studierne, advarer Anders Friis-Hansen.
En enkelt gulerod har regeringen dog i posen: De studerende skal have lov til skattefri at tjene flere penge ved siden af studiet. Men det forslag er en ringe trøst for eksempelvis de sygeplejestuderende.
- På vores uddannelse er vi halvandet år i praktik, hvor vi arbejder 30 timer om ugen. Desuden skal vi læse lektier, når vi kommer hjem. Så er der altså ikke tid til også at skulle arbejde ved siden af, forklarer Signe Hagel Andersen fra de sygeplejestuderende.

Se mere på www.17maj.org


Regeringens planer
* Unge der starter senere end to år efter den adgangsgivende eksamen får reduceret SU`en med 1000 kroner om måneden.
* SU`en i dens nuværende størrelse opdeles i et grundtilskud og et tillæg på 1000 kroner. Tillægget får den studerende først når semesteret er afsluttet. Tillægget udbetales ikke, hvis den studerende ikke består semestret.
* SU`en begrænses til den normerede tid. Studerende der eksempelvis dumper et semester, kan altså ikke få SU til hele studiet.
* Muligheden for at opspare SU klip fjernes. Disse klip har studerende traditionelt opsparet i sommerferien, fordi man da kunne arbejde. De opsparede klip blev brugt til at undgå erhvervsarbejde i slutningen af studiet, hvor der skrives bacheloropgave.
* Fribeløbet forhøjes, det vil sige at studerende får mulighed for at tjene flere penge på erhvervsarbejde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland