16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF skifter ledelse

SF skifter ledelse

Lørdag, 06. maj, 2006, 00:00:00

Der lægges op til et generationsskifte på SF`s landsmøde i weekenden - og på nogle områder et politisk skifte nærmere S. HB-kandidat ønsker SF tættere til græsrødderne

Socialistisk Folkeparti holder i weekenden landsmøde under overskriften 'Et andet Danmark'. Med den socialdemokratiske slingrekurs er det kun SF, der arbejder konsekvent for et alternativ til Fogh-regeringen og Dansk Folkeparti, hedder det i hovedbestyrelsens forslag til udtalelse.
Det er dog ikke kun regeringen, der er sat til udskiftning. Også mange i SF`s ledelse vil blive skiftet ud på landsmødet. De unge presser sig på. Og de ønsker forandring, også i SF`s politik.
Fra partiets ungdomsforbund SFU er der stillet krav om at SF gør op med sin 'lalle-politik' på integrationsområdet, og tegner en anderledes, nærmest socialdemokratisk profil.
De store ghettoer skal nedrives, almenboliger skal omdannes til ejerboliger, og indvandrere forpligtes til at placere deres børn i daginstitutionerne, lyder nogle af SFU`s krav.
Det vinder ikke genklang hos Thomas Warburg, der er blandt dem, der stiller op til den nye hovedbestyrelse.
- Jeg synes ikke, der er noget 'halal-hippie' over SF`s integrationspolitik. De tendenser, der har været, har vi gjort op med for flere år siden, siger Thomas Warburg til Arbejderen.
- De unge mennesker går meget markant efter at det er nu, de skal til fadet. Jeg har heller ikke noget imod at vi får en ung og entusiastisk ledelse i partiet. Men politikken er det afgørende. Her placerer jeg mig solidt til venstre i landskabet, siger Thomas Warburg, der dog regner med, at han med sine 39 år er 'for gammel' til at blive valgt.
Han ser gerne at SF bruger mindre tid på snak, og flere kræfter på konkret handling i nærmiljøet.
- For eksempel har jeg her på Vesterbro arbejdet sammen med DKP/ML`ere og KPiD`ere i 4. maj-initiativet om at få afviklet en flot markering af årsdagen for Danmarks befrielse. Jeg er aktiv når det gælder mine børns daginstitution og skole. Vi SF`ere skal mere ud til græsrødderne med vores politik. Det er godt at blive ramt af virkeligheden en gang imellem, slutter Thomas Warburg.


Forslag
Medlemmer af konkurrerende lister, som for eksempel Folkebevægelsen mod EU, kan ikke blive medlem af SF.
Det foreslår to medlemmer af SF`s lovudvalg. Landsmødet skal tage stilling til forslaget.>

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland