16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

350 til morgensang

350 til morgensang

Tirsdag, 02. maj, 2006, 00:00:00

Ny fagforening i København fejrede maj-dagen med manér. Der blev sunget på livet løs, inden turen gik til Fælledparken

I dag er det os der taler - Arbejderklassens sag!'
De kommer oprindeligt fra syv forskellige fagforeninger. Det er første gang, de er forsamlet til fælles morgenmøde den 1. maj. Men de har ingen problemer med at synge med på deres fælles arbejdersange. Murerbandet Sjakket spiller for - og med sig har de et kor bestående af 350 glade unge, børn, ældre, koner og fuldvoksne mænd. Der bliver sunget på livet løs hele morgenen.
Arbejderen er taget til det første 1. maj møde i den nydannede Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København.
Formanden for den nye, store fagforening er ikke i tvivl: Der er store perspektiver i, at det lykkedes en stor del af Københavns arbejdere at finde sammen, mener formand Henrik Lippert.
- Det skal give os overskud til ikke kun at passe det almindelige faglige arbejde i dagligdagen. Der er andre opgaver som presser sig på, og dem skal vi også kunne påtage os.
Der er nok at tage fat på for den nye formand og hans stab af fagligt aktive. Vigtigst af alt er at få dæmmet op for den underbetalte arbejdskraft, som truer med at udhule de danske løn- og arbejdsforhold.
- Det er vigtigt, at vi får organiseret de udenlandske, underbetalte arbejdere. Vi skal ud med, hvad vi som fagforening kan tilbyde dem. Det handler om at oplyse dem om deres rettigheder, og så skal vi lytte til deres problemer. Men det er ikke nok at organisere dem. De skal også opfatte sig selv som medlemmer af en fagforening. Der skal opbygges en tillid mellem dem og os, siger Henrik Lippert til Arbejderen.
For øjeblikket er der dagligt mindst ti aktive fra fagforeningen ude på hovedstadens arbejdspladser. Her tjekker de, at forholdene er i orden, og får sig en snak med medlemmerne - og skulle der være en enkelt, der ikke er medlem, klarer de også det.

Fuldt hus
Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening er en sammenlægning af: Jord- og betonarbejderne, murerarbejdsmændene, murersvendene, bygge- og energiarbejderne, gartnerne, isolatørerne og tagpappernes fagforeninger. I alt er 7000 arbejdere plus 500 lærlinge organiseret i den nye fagforening. Der er udsolgt på alle stole denne 1. maj, og det udendørs partytelt må tages i brug for at få plads til alle. Omkring 350 er mødt frem.
Alle har de fri i dag. Dog skiller to arbejdere fra Kommune Teknik i skrigende orange kedeldragter sig ud: Det er dem, der skal sørge for at sætte Dannebrog på Dronning Louises Bro og et par andre steder. Selvom klokken nærmer sig nu, haster det ikke med at få sat kongeflaget med det hvide kors op. De røde faner trækker mere i dag.
Der er alt hvad hjertet begærer sådan en 1. maj: Røde faner fra de største fagforeninger. Et sanghæfte fyldt med arbejderklassens sange. Tyk cigarrøg fra Cuba. Rundstykker med ost, fadøl og gammel dansk.

Velfærd og overenskomst
Det er en festdag - men også en kampdag, erklærer Henrik Lippert fra talerstolen.
- Regeringen forsøger at splitte os ud mod hinanden: Unge mod ældre, danskere mod indvandrere! Det er fagforeningens rolle at skabe sammenhæng og finde fællesnævnere. Første skridt tager vi den 17. maj, hvor studerende og fagbevægelse går sammen om fælles krav, som bevarelse af SU`en og efterlønnen, siger han.
Næste store kamp bliver ved fornyelsen af overenskomsten i 2007:
- Det er uhyre vigtigt, at vi kommer igennem med vores krav. Folk skal meget konkret kunne se, at det nytter noget at være med i en fagforening: Mindstelønnen skal op. Det samme skal lærlingenes løn. Og så skal arbejdstiden nedsættes for skiftehold.
Imens musik og talere ebber ud, forsyner klapvognene sig med de sidste rosinpakker og Lillebror-ostehapser til børnene. Nu går turen i bus eller i demonstration til Fælledparken, hvor endnu flere kammerater venter med røde faner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland