Kommunen vil presse chaufførerne til selv at sige op. For det er en billig metode til at komme af med tjenestemændene
Hver morgen under strejken har buschaufførerne i Århus mødt op på garageanlægget i håb om, at de skal ud og køre bus.
Men mange morgener er de blevet skuffede, fordi der intet nyt er fra deres arbejdsgiver.
Således også denne morgen, hvor Arbejderen er taget ud på Garage Nord, for at snakke med chaufførerne og deres sikkerhedsrepræsentant om de nye vagtplaner og konflikten.
Bendt Bendtsen er ikke bare sikkerhedsrepræsentant på anlægget. Han er også alderspræsident, med 35 år på bagen i selskabet.
Bendtsen er ikke i tvivl om, hvad der ligger bag buskonflikten i Århus.
- I virkeligheden handler den aktuelle konflikt om, hvorvidt den kollektive trafik i Århus skal bevares, indleder han snakken med Arbejderen.
- Kommer de først igennem med dette her, er vejen banet for udlicitering og privatisering, og så kan vi i realiteten vinke farvel til en god kollektiv trafik i Århus.
Skjult dagsorden
Nu slår en anden chauffør sig ned ved bordet på tillidsmandskontoret. Det er Erik Staach, og han har også en mening om sagen.
- Der er en skjult dagsorden, siger Erik Staach til Arbejderen.
- Prøv at se på de folk, kommunen har headhuntet hertil: Først er der en Finn Mikkelsen, der er hentet op fra Ri-Bus-kampen i Esbjerg. Han har erfaring med at slagte kommunale busselskaber.
- Så er der der Bjarne Larsen, der er personalechef og daglig sikkerhedschef. Han har også en glorværdig fortid som virksomhedsslagter. Sidst var han på Randers Centralsygehus, hvor han har stået i spidsen for rationaliseringer og nedlæggelse af arbejdspladser, fortæller Erik Staach.
- Når folk af den type bliver headhuntet til Danmarks sidste kommunale busselskab, så ved man nok, hvad der skal ske.
Ifølge ham går hele øvelsen fra Århus Kommune ud på at presse omkostningerne ved at køre busser i Århus helt i bund, fordi busdriften fra 2007 overgår til den nye midtjyske region. Herefter skal Århus Kommune købe busdriften af regionen, og derfor handler det om at få presset prisen for denne ydelse helt ned, forklarer Erik Staach.
Derfor vil Århus Kommune af med tjenestemændene, for de har erhvervet sig for mange rettigheder.
Imidlertid er det en kostbar affære at fyre tjenestemænd, fordi det koster de såkaldte ventepenge, det vil sige tre års fuld løn og derefter fuld pension.
Lidt billigere bliver det, hvis kommunen venter til 2007, for så hænger staten på ventepengene.
- Allerbilligst er det dog at presse chaufførerne til selv at sige op, ved at gøre arbejdslivet så surt for dem, at de ikke orker mere. Og der er hele pointen, fastslår Erik Staach.
Mobning af tjenestemænd
Ifølge chaufføren har Århus Kommune iværksat en kampagne for at få de tjenestemænd, som har en anciennitet under 10 år, til selv at forlade butikken.
- Disse tjenestemænd har fået de værste vagtplaner. Nogle af dem skal ringe hver morgen for at få at vide, hvordan de skal arbejde hver dag. Det er jo simpel mobning, siger han.
Bendt Bendtsen supplerer:
- Hvis en tjenestemand selv siger sin stilling op, skal pensionen først udbetales, når man når folkepensionsalderen. På den måde får kommunen jo luft i budgettet mange år frem, forklarer han.
Bendt Bendtsen giver ikke meget for de regnestykker som busselskabets ledelse og Århus Kommune leverer om, at Århus Sporveje er meget dyrere end andre.
- Jeg tvivler på deres regnestykker, men lad os prøve at lege med tallene alligevel: Ifølge Torben Høyer er vi omkring 170 kroner dyrere pr. time end andre selskaber. Lad os tænke os, at chaufførerne valgte at køre gratis. Det ville spare omkring 140 kroner i timen, forklarer han.
- Det vil sige, at selv hvis alle chaufførerne kørte gratis, ville vi stadigvæk være 30 kroner dyrere pr time end andre selskaber. Kunne man tænke sig, at problemet måske ligger et helt andet sted end hos chaufførerne, spørger Bendtsen, med en slet skjult antydning af, at det er administrationsdelen, der æder pengene.
Ærgerlig strid
Sikkerhedsrepræsentanten lægger ikke skjul på, at han ærgrer sig over den faglige strid, der også er blevet blandet op i denne principielle konflikt. For det bliver brugt af arbejdsgiverne.
- Hele øvelsen med udlicitering havde ikke været muligt, hvis ikke 3F var gået ind og havde underbudt vores overenskomster.
- Så vidt vi kan se har ledelsen bevidst spillet de overenskomstansatte, der er organiseret i 3F ud mod de andre overenskomstansatte, for at splitte chaufførerne indbyrdes. På den måde håber de at få forringelserne gennemført, siger han.
- Det er den indbyrdes splittelse i fagbevægelsen, som giver Århus kommune en sjælden mulighed for at få udliciteringen banket igennem, efter mange års modstand fra os chauffører. Derfor er det så vigtigt, at den her splittelse nu bliver lukket ned, slutter Bendtsen.
Interviewet er lavet mandag formiddag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278