Kritiske organisationer, som Forbrugerrådet og Socialforskningsinstituttet, skal indlemmes i universiteterne - der skal slås om midler til erhvervsvenlige projekter
Viden om fødevarer, velfærdssamfundets udvikling og mange andre vigtige samfundsspørgsmål risikerer at gå tabt, hvis regeringen samler al forskning på universiteterne og lukker eksempelvis Socialforskningsinstituttet (SFI).
Videnskabsministeren har bedt samtlige landets 15 såkaldte sektorforskningsinstitutioner - eksempelvis Forbrugerrådet, SFI og Danmarks Miljøundersøgelser - om at byde ind på hvilke universiteter, de fremover vil være en del af.
- Sker det, risikerer der at gå vigtig viden tabt. På universiteterne skal der konkurreres indbyrdes om pengene. Samtidig har regeringen gjort det klart, at forskningsprojekter, der kan bruges af erhvervslivet, skal prioriteres. Dermed bliver det viden, der kan bruges af erhvervslivet og ikke af forbrugerne, der kommer i centrum, siger Gitte Gross, der sidder i bestyrelsen for Danmarks Fødevareforskning til Arbejderen.
Hverken indenfor fødevareforskningen, hos SFI eller Forbrugerrådet aner man noget om, hvordan sammenlægningen vil foregå: Hvor meget af centrenes selvstændighed bevares, om bevillingerne følger med og om der skal fyres folk.
- Vi må ikke ende som en afdeling på et universitet. Hidtil har vi jo haft som et selvstændigt mål, at vi skal beskytte forbrugerne og spille en rolle indenfor fødevaresikkerhed. Hvis vores kerneområder fjernes til fordel for løbende projekter som erhvervslivet har glæde af, vil der gå værdifuld viden tabt, siger Gitte Gross.
Også Socialforskningsinstituttet frygter, at viden vil gå tabt, hvis de bliver spist af et universitet.
- Vi vil få svært ved at lave de tværgående sociale undersøgelser, som vi laver i dag. Vi er netop gået i gang med et langsigtet projekt, der skal følge børn anbragt udenfor hjemmet igennem livet. Det kræver bred indsigt i børn, familieforhold og socialpolitikken på området. Vi har folk med bred viden og teamarbejde. Universiteterne specialiserer sig. Det er fint nok, men det går ofte ud over bredden. Det er i modstrid med den måde vi arbejder på. Vores viden risikerer at blive atomariseret, konstaterer Jørgen Søndergaard, direktør for Socialforskningsinstituttet, overfor Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278