14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Busstrejke for bedre arbejdsmiljø

Busstrejke for bedre arbejdsmiljø

Tirsdag, 04. april, 2006, 00:00:00

- Hvis man ikke kan tåle at blive spyttet på, så kan man finde sig et andet arbejde, siger ledelsen i Citytrafik. Mandag var der strejke i både København, Aalborg og Fredericia

Mandag startede med en større strejke i busselskabet Citytrafik i København, hvor omkring 500 chauffører havde nedlagt arbejdet. Det betød, at 15 buslinjer blev i garageanlægget. Strejken fik samme morgen opbakning fra kollegaerne i Citytrafik i Fredericia og Aalborg.
Ifølge tillidsmanden for chaufførerne ved Citytrafik i Glostrup, Henning Larsen, skyldes strejken, at chaufførerne ikke føler, at ledelsen tager dem alvorligt. Blandt andet har der været en episode hvor en passager spyttede på en kvindelig chauffør.
Beskeden fra ledelsen var, at hun skulle køre til endestationen for så at vaske sig og fortsætte arbejdsdagen. Men chaufførerne mener at de skal have lov til at køre hjem og få et bad og blive taget ud af turen.
- Hvis man ikke kan tåle at blive spyttet på, så kan man finde sig et andet arbejde, siger ledelsen i Glostrup.
- Det her er dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er en voldsom oplevelse at blive spyttet i hovedet, så det løber ned over uniformen. Det er nedværdigende. Chaufførerne mener ikke, at ledelsen tager dem alvorligt, og mener ikke, at tillidsfolkene kan komme i dialog med ledelsen. I udliciteringens hellige navn er man ligeglad med, hvordan chaufførerne har det, når de har været udsat for noget voldsomt, siger Henning Larsen til Arbejderen.
Ledelsen af Citytrafik i Glostrup havde da heller ikke tid til at mødes med de strejkendes tillidsfolk mandag formiddag. De havde prioriteret et andet møde ude i byen, påpeger tillidsmanden.
Citytrafik er decentral ledet, hvilket betyder at der er forskellige regler for, hvordan ledelsen håndterer voldsomme begivenheder, som for eksempel at blive spyttet i hovedet. Nogle steder får chaufførerne lov til at køre hjem og skifte tøj og tage et bad.
- Vi vil have nogle overordnede linjer, der gælder i alle garageanlæg. Men det skal ikke være noget, vi får trukket ned over hovedet, siger Henning Larsen.
Tillidsmanden håber, at ledelsen inden tirsdag morgen får tid til at snakke med tillidsfolkene, så de kan fremlægge et resultat, når chaufførerne samles klokken 05 her til morgen.
Det er ikke hvert år, der er strejke i Citytrafik. I de ti år, Henning Larsen har arbejdet i firmaet, har der været to strejker inklusiv denne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland