14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Advokater dumper terrorpakke

Advokater dumper terrorpakke

Tirsdag, 28. marts, 2006, 00:00:00

Advokater er bekymrede for retssikkerheden i regeringens forslag til ny terrorlov. Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, deler kritikken

- Det går alt for hurtigt. Der skal meget mere tid til at diskutere lovændringer og befolkningen skal inddrages i debatten, så det ikke kun er eksperter, der er med, siger Jens Lyhne til Arbejderen i en kommentar til regeringens terrorpakke.
Han er medlem af bestyrelsen i Dansk Retspolitisk Forening, der er en af 92 foreninger og enkeltpersoner, som har afgivet høringssvar til regeringens terrorpakke. Justitsminister Lene Espersen sendte terrorpakken ud til høring den 1. marts og krævede svar inden den 24 marts.
Også Landsforeningen af Beskikkede advokater kritiserer den meget korte høringstid. Foreningen mener, at det 'giver anledning til alvorlige betænkeligheder med hensyn til lovkvaliteten i Justitsministeriet'.
De beskikkede advokater udtrykker stor bekymring over indholdet af de nye terrorlove.
De peger blandt andet på at lovene vil give Politiets Efterretningstjeneste (PET) mulighed for, uden at skulle indhente dommerkendelse, at kræve oplyst, hvem der inden for en given periode har rettet henvendelse til et socialkontor. Efterfølgende kan PET selv afgøre, om oplysningerne skal gemmes.
De beskikkede advokater kritiserer også, at kontrollen med politiet og PET bliver svækket i forbindelse med de øgede muligheder for overvågning og telefonaflytning. Også Advokatrådet fremhæver den udvidede aflytning som et problem.
Aflytningen kan komme til at berøre en bred kreds af personer, der for en dels vedkommende befinder sig i periferien af den mistænktes omgangskreds, påpeger rådet og henviser til at selve fundamentet for retsstaten fjernes, hvis ikke der bliver en kontrol fra domstolenes side.
Jonas Christoffersen fra det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet mener, at terrorpakkens forslag omkring telefonaflytning kan være i strid med grundlovens paragraf om boligens ukrænkelighed.
Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech udtrykker stor skepsis overfor terrorpakken.
- Jeg har hele tiden håbet, at høringssvarene ville vise, at jeg var galt afmarcheret, men det bliver bare værre og værre, når man læser svarene, siger hun til Politiken.
Birthe Rønn Hornbech er blandt andet modstander af at give politiet ret til, at aflytte samtlige samtaler en mistænkt person har, uanset hvor han ringer fra. Fra bekendte, arbejdet eller fra familien.
Den danske Dommerforening afviser helt at kommentere terrorpakken, fordi den er for politisk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland