Efteruddannelsesniveauet i Danmark falder. Men det beretter ikke til at gøre uddannelse til et overenskomstkrav, siger byggefagforeningerne i Århus
Siden 2001 er de samlede offentlige driftstilskud til voksen- og efteruddannelse faldet med 471 millioner kroner. Det svarer til et fald på 15 procent, viser beregninger foretaget af regeringens trepartsudvalg.
Sammen med godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste og en teknisk omlægning af finansieringen af efteruddannelserne, så har staten siden 2001 sparet et sted mellem én og halvanden milliard kroner på området. Oveni kommer, at deltagertallet begrænses på grund af de 600 millioner kroner, der er lagt på uddannelserne i form af brugerbetaling.
Både regering, arbejdsgivere og fagbevægelse erkender, at der skal et gigantisk løft på uddannelsessiden til, hvis dansk arbejdskraft skal klare sig i fremtiden.
Anders Fogh Rasmussen siger, at behovet for efteruddannelse er så massivt, at staten ikke kan løfte opgaven alene. Han har derfor opfordret arbejdsmarkedets parter til at påtage sig en større del af udgifterne.
I sidste uge kom LO-formand Hans Jensen statsministeren i møde med udtalelsen om, at han var parat til at acceptere en mindre lønstigning til gengæld for, at medlemmerne får mere efteruddannelse.
- Det er utidig indblanding. Vi er midt i en proces, hvor medlemmerne i de enkelte fagforeninger endnu ikke har udtaget de krav, de mener skal stå i centrum ved overenskomstforhandlingerne, siger Arne Knudsen, formand for murernes klub i 3F Århus.
De forestående overenskomstforhandlinger og Hans Jensens forslag blev bemærket på generalforsamlingen i Bygge-, Anlæg- og Trækartellet i Århus onsdag i sidste uge.
'Efteruddannelsesproblematikken er med stor behændighed blevet ført ind i de kommende overenskomstforhandlinger. Vi tager skarpt afstand fra denne måde at flytte fokus fra vores medlemmers krav. Vi forlanger, at regeringen på vegne af hele det danske samfund påtager sig ansvaret for efteruddannelse og afsætter økonomi hertil i stedet for at tørre problemet af på arbejdsmarkedets parter', udtaler generalforsamlingen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278