Foreningen af Rejsearbejdere presser skatteministeren for at indføre skiltning ved byggepladser. På skiltene skal der stå, hvem som er bygherre
Foran hver byggeplads skal der hænge et lille A4-papir med oplysninger om bygherrer, firmanavn, gadenavn og nummer på dem, der udfører arbejdet. Det skal gøre det nemmere for både skattemyndigheder, politi og fagbevægelse at kontrollere, om forholdene er i orden.
Forslaget kommer fra Foreningen af Rejsearbejdere, der har haft foretræde for Skatteudvalget i Folketinget. Men skatteminsiter Kristian Jensen kan ikke støtte forslaget og kalder det for kratluskeri og indblanding i privatsfæren.
- En skiltning vil ikke lette håndhævelsen af skattelovgivningen, men pålægger derimod virksomhederne og bygherrerne en unødvendig administration. Forslaget er dog også først og fremmest motiveret med, at det vil lette fagbevægelsens arbejde med at anmelde formodede overtrædelser af reglerne om opholds- og arbejdstilladelser, siger Kristian Jensen. Han mener ikke, at fagbevægelsen skal påtage sig opgaver, der tangerer myndighedsudøvelse.
Hans Erik Meyer, formand for Foreningen af Rejsearbejdere, mener, at skatteministeren har misforstået noget. Fagbevægelsen er ikke kratluskere, og Østaftalen fastlægger, at fagbevægelsen er inddraget i det opsøgende arbejde. Er det de illegale og deres firmaer, som skatteministeren vil beskytte, spørger han.
- Når arbejdsgiverne kan sætte store reklameskilte op på byggepladserne, kan de også overkomme at skilte med, hvem der er bygherre, og hvem arbejderne arbejder for. Det kan de i Tyskland. Så kan vi også i Danmark, siger han til Arbejderen.
Det er ændringer i skatte- og afgiftsloven, der for øjeblikket er i udvalgsbehandling i Folketinget. Indsatsen er en såkaldt fair play, som har været til førstebehandling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278