Tøjfirmaet Fighters + Lovers vil finde nye veje til at sælge deres t-shirts til fordel for PFLP og FARC trods anholdelser, lukning af hjemmeside og terror-sigtelser
Det rebelske tøjfirma Fighters + Lovers lover, at politiets lukning af deres hjemmeside ikke får salget til at gå i stå.
- Vi vil ikke acceptere, at EU bare kan sende en liste rundt med påståede terrororganisationer. Vi kræver beviser for, at PFLP og FARC er terrororganisationer. Vi har netop valgt de to organisationer med omhu: PFLP ønsker en fælles stat sammen med Israel. Og FARC fører kamp mod et regime, som ligger blandt de øverste lande på Amnestys og Human Right Watch` liste over regimer, der har de fleste krænkelser af menneskerettighederne på samvittigheden.
Sådan lyder kommentaren fra direktøren i Fighters + Lovers, Michael Schoelardt, ovenpå politiets ransagninger og afhøringer.
Selvom politiet har lukket firmaets hjemmeside, hvorfra t-shirtene blev solgt, vil Fighters + Lovers nu forsøge at flytte deres hjemmeside til udlandet, så salget kan fortsætter. Siden midten af januar har tøjfirmaet solgt næsten 700 t-shirts til kunder i Europa, Mellemøsten, USA, New Zealand og Tyrkiet. For hver solgt t-shirt går 35 kroner til befrielsesbevægelserne FARC eller PFLP.
Syv personer, der har været med til at sælge eller reklamere for t-shirtene, er sigtet efter terrorlovens paragraf 114 A om støtte til terrororganisationer, der kan give op til ti års fængsel.
Hos Københavns Politi afdeling A vil man ikke gå ind i en nærmere debat om hvor vidt FARC og PFLP er terrororganisationer.
- Vi har forholdt os til, om det er organisationer der står på EU`s terrorliste. Det er ikke op til os at afgøre, om det er rigtigt eller forkert at føre sag på baggrund af den ene eller anden terrorbevægelse. Nu er det op til anklagemyndigheden at finde beviser for, om de er terrorbevægelser eller ej. Men det er klart, at vi ikke gik ind i sagen, hvis ikke vi mente, at den ville kunne føre til domsfældelse, forklarer vicekriminalinspektør Magnus Andresen til Arbejderen.
Sagen overdrages nu til anklagemyndigheden, som skal udarbejde et egentligt anklageskrift mod de syv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278