BUPL holder for første gang i forbundets historie topmøde for sine 5000 tillidsrepræsentanter
Medlemmerne af BUPL har fået mere end nok af regeringens nedskæringer på daginstitutionerne. For første gang i forbundets historie indkalder BUPL nu samtlige 5000 tillidsfolk til topmøde.
- Jeg mener, det er nu, vi skal vise, at vi er mange, og at vi ikke finder os i mere, siger forbundsformand Birgit Elgaard.
I øjeblikket kører BUPL en annoncekampagne imod nye nedskæringer i kommunerne, under parolen, 'Nu er det nok'. Topmødet er et led i den kampagne, det gennemføres i Fredericia Messecenter onsdag den 1. marts.
Staten tvinger kommunerne til at spare to milliarder kroner ekstra i år, selv om staten har et kæmpe overskud på omkring 80 milliarder kroner, påpeger BUPL og henviser samtidig til løfterne op til sidste valg om øget kvalitet i børnepasningen..
'Som i sikkert ved, er daginstitutionsområdet blevet barberet igennem mange år. Bid for bid, krone for krone, er der skåret ned, samtidig med at nye opgaver er kommet til. Vi mangler i dag 9000 pædagoger i at have samme bemanding som i 1990,' skriver Birgit Elgaard ud til tillidsfolkene.
Tillidsfolkene skal på topmødet give nogle bud på, hvordan sparekniven bliver stoppet og hvordan man får kommunerne og staten til at investere i daginstitutionerne. Topmødet skal både vise en protest imod flere nedskæringer og give tillidsfolkene ny energi til lokalt at kæmpe imod nedskæringer.
- Vi vil gerne have, at pædagogerne i fællesskab er med til at trække samme vej. Vores arbejdsbetingelser i dag er simpelthen for dårlige. Vi vil gerne lave et bedre stykke arbejde, fordi vi ved at vi kan. Men vi får ikke mulighed for det på grund af øgede krav. Vi passer i dag over 70.000 flere børn, for de samme resurser som vi havde i 1991. I dag er kommunernes resurser begrænsede på grund af Kommunernes Landsforenings aftale med regeringen om kommunernes økonomiske muligheder og dertil kommer skattestoppet, siger næstformand i BUPL, Lis Pedersen, til Arbejderen.
- Vi vil sætte en anden dagsorden og skabe en modbevægelse. Vi skal både presse kommunerne og regeringen. Vi kan godt sige at vi starter et længere træk, siger Lis Pedersen, og påpeger at medlemmerne i stor udstrækning bakker op bag kampagnen, 'Nu er det nok'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278