Forberedelserne til forårets forhandlinger om overenskomster lægger fra land med landsdækkende tillidsmandskonference i Horsens den 4. marts
Hvilke overenskomstkrav kan vi finde sammen om, og hvordan sætter vi styrke bag dem? Det skal tillidsfolk, der deltager på konference i Horsens den 4. marts, gerne være en hel del klogere på, når de tager hjem igen.
Forberedelserne til overenskomstforhandlingerne foregår på et tidspunkt, hvor arbejdspladserne er under voldsomt pres på grund af globaliseringen, påpeger Fabrikssamarbejdet i Horsens og OK 2004 Samarbejdet, der står som initiativtagere til konferencen.
- Oveni kom så afgørelsen ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i forhold til eksklusivbestemmelserne. Så det er nu, fagbevægelsen skal kende sin besøgelsestid og vise, at det er gennem sammenhold og kollektive aftaler, vi opnår gode resultater, siger Henrik Lippert, formand for Bygge-, jord og miljøarbejdernes Fagforening i København.
Det er Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens enig i.
- Vi befinder os i en temmelig grotesk situation. Virksomhederne tjener penge som aldrig før. Det går godt med beskæftigelsen og alligevel kan man få det indtryk, at det nærmest er samfundsskadelig virksomhed at rejse krav ved overenskomsten. Men der er plads til nogle mere kontante krav denne gang, siger Metal-formanden, der håber, konferencen den 4. marts kan være med til at vende stemningen, så kravene kommer på bordet.
Et af de krav, som dele af fagtoppen og også arbejdsgiverne har vist interesse for at tage med til forhandlingsbordet, går på uddannelse. Både Bjarne Sørensen og Henrik Lippert støtter kravet om, at retten til uddannelse formuleres ind i overenskomsterne.
- Men vi betaler i forvejen til uddannelse over skatten og gennem arbejdsmarkedsbidragene. Så vi skal ikke også til at betale over overenskomsten, lyder det bestemt fra Henrik Lippert.
Fra både Lippert og Sørensen lyder til slut en opfordring om at tilmelde sig konferencen.
Tag med
Landsdækkende konference lørdag den 4. marts klokken 10.30-15.00 i 3F-Centret, Robert Holmsvej 1 i Horsens. Tilmelding kan ske til Hans A. Sørensen, 3F på 23 26 06 83 eller ved at sende en mail til hans.s@3f.dk. Det koster 150 kroner at deltage.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278