09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vesten er hyklerisk

Vesten er hyklerisk

Lørdag, 11. februar, 2006, 00:00:00

Det kan være århundreders fælles historie og kultur, der nu bliver sat over styr i en falsk og konstrueret modsætning, siger Tabish Khair.

I de sidste dage har medierne genlydt af anklager mod regeringerne i en række muslimske lande for reelt at stå bag ambassadeafbrændinger og optøjer.
- Det en kendsgerning, at mange regeringer i Mellemøsten forsøger at tage brodden af intern uro ved at dreje fokus over på islamiske emner, bekræfter Tabish Khair, der er professor i engelsk ved Århus Universitet overfor Arbejderen.
Men han finder kritikken fra de vestlige lande noget hyklerisk.
- Det er der jo ikke noget nyt i. Under den kolde krig vendte vestlige regeringer - og ikke kun USA - hovedet den anden vej, når progressive muslimer blev isoleret, fængslet og dræbt af diktaturer i de muslimske lande. Nogle gange støttede vesten disse diktaturregimer, og oven i købet opildnede til islamisk fundamentalisme (som var en langt mindre dominerende faktor dengang), fordi de progressive muslimer oftest var venstreorienterede og marxister. De fleste vestlige regeringer så jo en hovedopgave i at 'bekæmpe kommunismen', fastslår Tabish Khair.
- Diktatoriske muslimske regimer har lige siden været meget gode til at bruge islam som et middel til splittelse internt i landene.
Khair er rystet over den tone, der er i debatten i Danmark.
- Det har overrasket mig meget, at nogle af de mest negative reaktioner kommer fra europæere. Der findes en betydelig intolerance og had derude blandt europærere, som opfatter sig selv som sekulære og tolerante mennesker, siger han.
- Situationen er blevet sådan, at den eneste måde, som mennesker med muslimsk baggrund kan kalde sig 'moderate, moderne og sekulære' - som mange kristne kalder sig - er ved at fordømme islam som religion.
På spørgsmålet om, hvad denne kunstige 'religionskrig' kan føre med sig, kommer svaret:
- Det er en sand tragedie. Det kan være århundreders fælles historie og kultur, der nu bliver sat over styr i en falsk og konstrueret modsætning. Jeg har ikke engang lyst til at tænke over 'worst case': det vil være, at vi mister vores grundlæggende humanisme, siger Tabish Khair og tilføjer:
- Og det sker faktisk allerede lige nu, i små bidder og stykker på begge sider.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. feb. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland