Malernes Fagforening vil vide, om borgerne i Albertslund Kommune frem over skal stå for vedligeholdelse af kommunens ejendomme.
Forældre til børn på Egelundskolen i Albertslund Kommune har foreløbig malet ni klasselokaler.
Derfor vil Malernes Fagforening vide, om det er kommunens fremtidige politik, at vedligeholdelsen af kommunens ejendomme skal udføres af borgerne i deres fritid.
- Vi gør opmærksom på, at det er uhensigtmæssigt at lade forældre udføre malerarbejde, når professionelle malere går ledige og står til rådighed, skriver Leif Andersen fra fagforeningen til kommunens socialdemokratiske borgmester Finn Aaberg.
Det er skolebestyrelsen på Egelundskolen, der har taget initiativ til forældrenes ulønnede arbejde, som ifølge Albertslund Posten bakkes op af kommunens Driftsforvaltning. Arbejdet slutter tilsyneladende ikke med de ni klasselokaler. Meningen er, at forældrene skal fortsætte med at svinge penslerne og male skolens gangarealer og fællesrum.
- En sådan vedligeholdelsespolitik vil have uheldige konsekvenser, og vi opfordrer derfor kommunen til ikke at lade forældrene udføre arbejdet, lyder det fra fagforeningen.
Malernes fagforening henviser til erfaringer fra andre steder, hvor der har været gennemført lignende projekter. Ud over problemer med kvaliteten, når uprofessionelle udfører malerarbejde, så har det også givet problemer med arbejdsmiljøet og placering af arbejdsgiveransvar. Endelig er der hele spørgsmålet om placeringen af ansvaret i forbindelse med eventuel arbejdsskade eller ulykke, påpeger Leif Andersen.
Det lykkedes ikke inden deadline på Arbejderen at få en kommentar fra Finn Aaberg til brevet fra Malernes fagforening.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278