16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er råd til velfærd

Der er råd til velfærd

Tirsdag, 24. januar, 2006, 00:00:00

Der bliver langt flere ældre, men samtidig stiger rigdommen i samfundet markant. Det blev slået fast på høring om fremtidens velfærdssamfund i går

- Det problem vi står overfor, handler ikke om at vi bliver fattigere. For det gør vi ikke. Vi vil selv med den faldne arbejdsstyrke, blive næsten dobbelt så rige. Det problem vi stå over for, er et fordelingsproblem.
Det fastslog professor Niels Kærgård fra Landbohøjskolen på gårsdagens høring om fremtidens velfærdssamfund på Christiansborg.
Den holdning blev støttet af Velfærdskommissionens formand Torben M. Andersen med bemærkningen:
- Det her er ikke et fallitscenarie, det er et fordelingsspørgsmål og et prioriteringsspørgsmål.
Den udmelding vakte tilfredshed hos en af opponenterne på høringen, professor Bent Greve fra Roskilde Universitetscenter. Han var glad for, at det blev slået fast, at debatten om velfærdsreformer ikke handler om hvor vidt vi har råd til velfærd.
- Ofte bliver problemet fremstillet, som om vi ikke har råd. Men det handler om en prioritering, mellem hvilken vej man vil gå. Grundlæggende set har vi råd, det handler om et valg, konstaterede Bent Greve.
Enigheden ophørte, når deltagerne skulle anvise, hvilken vej vi skal gå i en situation med flere ældre og færre i arbejdsstyrken.
Ikke uventet slog Torben M. Andersen på, at det handler om at få unge hurtigere i gang med en uddannelse og få de ældre til at blive længere på arbejdsmarkedet, her er udfasningen af efterlønnen helt central, efter hans mening.
Men det nytter ikke noget blot at fjerne efterlønnen, der skal også skabes mulighed for, at de ældre kan få en plads på arbejdsmarkedet, understregede Bent Greve.
- Meget tyder på, at ældre godt vil arbejde længere, hvis de bliver sikret ordentlige vilkår som for eksempel mulighed for at gå på deltid. Arbejdsmarkedet skal indrettes på det. I dag efterspørges denne arbejdskraft ikke, understregede han og efterlyste mere åbenhed hos arbejdsgiverne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jan. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland